Stor prismystik: Norske F-35-fly dobbelt så dyre som danske

Det norske forsvar mener, at det koster fire milliarder at bruge et kampfly i 30 år. Den danske regering mener, at prisen er to milliarder

02:46
Hør flykender og redaktør Andreas Krog vurdere kampflyene. Hør mere her

Den danske regering må have fået et ualmindeligt godt tilbud på de 27 F-35-fly, som statsminister Lars Løkke og forsvarsminister Peter Christensen ønsker at købe til Flyvevåbnet.

I hvert fald er prisen ren discount i forhold til, hvad både USA og Norge må give for tilsvarende fly.

Et af regeringens argumenter for at købe netop F-35 er, at det er billigere end de to andre kandidater, F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon.

Beregninger, som Forsvarsministeriet har lavet, viser, at levetidsomkostningerne - altså indkøb, drift og vedligeholdelse i løbet af 30 år - løber op i lige over to milliarder kroner pr. F-35-fly.

Den pris ligger imidlertid langt fra, hvad den norske regering regner med at bruge.

Fire milliarder
I vores broderland mod nord har man nemlig opgjort levetidsomkostningerne til hele fire milliarder danske kroner pr. fly.

Hvis dét er den rigtige pris, vil flyet i sidste ende være væsentligt dyrere end sine to konkurrenter – og så kan de danske skatteydere se frem til en kedelig efterregning.

Politik - 24. maj. 2016 - kl. 15:29 Forsvarsministeriet bekræfter: F-35 skal vedligeholdes af IC4-producent

Også i USA mener man, at flyene er væsentligt dyrere, end hvad den danske regerings regnedrenge er kommet frem til.

Ifølge den anerkendte amerikanske militærblogger David Axe regner det amerikanske forsvarsministerium for tiden med, at en F-35 i løbet af 30 års brug koster omkring tre milliarder kroner – altså en pris der ligger en milliard kroner over det danske estimat og en milliard under det norske.

'Det er et håbløst optimistisk beløb', skriver David Axe på warisboring.com om den danske beregning.

Bemærkelsesværdigt stor
Heller ikke redaktør på bloggen nytkampfly.dk Andreas Krog kan finde hoved og hale i tallene, selvom han mener, at noget af mystikken skyldes forskelle i landenes forventede brug af Joint Strike Fighterne.

- En del af forklaringen ligger i forskellen på den måde, som de forskellige lande regner med at bruge flyene på. Altså hvor mange timer skal de flyve og så videre, siger redaktør på nytkampfly.dk Andreas Krog, som har fulgt den danske indkøbsproces i adskillige år.

Politik - 20. maj. 2016 - kl. 10:38 Så skal lommeregneren frem: Kampfly-beregninger skal laves om

Han mener dog ikke, at forskellig brug af flyene kan forklare det store spring på to milliarder kroner mellem de danske og norske beregninger.

- Vi kender jo hverken det norske eller det danske regnestykke i detaljer, men man kan bare konstatere, at forskellen er bemærkelsesværdig stor, siger kampfly-eksperten og tilføjer:

- Hvis jeg var politiker og skulle vende tommelfingeren enten op eller ned til det her projekt, ville det klart være et punkt, jeg ville spørge nøje til.

Ingen kommentarer
Det danske forsvarsministerium oplyser, at man ikke har detaljeret indblik i de norske beregninger og ikke ønsker at kommentere forskellen mellem de danske og de norske beregninger, men skriver i en mail til Ekstra Bladet, at der kan være forskelle i måden, tallene er opgjort på.

'Beregning af levetidsomkostninger for kampfly hviler på forudsætninger, der er forskellige fra land til land. Forudsætninger der har indflydelse på levetidsomkostningerne er eksempelvis kapacitetens forudsatte levetid, valutakurser, antallet af baser der opereres fra, det forventede antal flyvetimer, der afvikles over levetiden osv.'

Dansk politik - 12. maj. 2016 - kl. 09:29 Her er skandale-flyet, som regeringen vil bruge 20 mia. kr. på

Betaler det samme
Det norske forsvar ønsker på grund af manglende indsigt i de danske beregninger heller ikke at kommentere på forskellen de norske og danske levetidsomkostninger.

Tidligere har det norske forsvars kommunikationsrådgiver Endre Lunde over for nyhedsbureauet NTB sagt, at forskellen formentligt skal findes i forskellige måder at regne på.

Samtidig slår han dog fast, at Danmark ikke køber F-35 billigere end Norge.

- Danmark og Norge kommer til at købe fly på akkurat samme kontrakt og vil betale nøjagtig det samme for dem, siger han til nyhedsbureauet.

Dansk politik - 13. maj. 2016 - kl. 08:39 Nye kampfly koster piloter jobbet

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen