Politik

Dyb bekymring i London over Ruslands fremfærd i Syrien

De russiske bombeangreb i Syrien forlænger blot lidelserne, mener Storbritanniens forsvarsminister

Storbritanniens forsvarsminister, Michael Fallon, siger til Reuters, at "London i stigende grad er foruroliget" over Ruslands luftangreb på moderate oprørsstyrker og civile i Syrien.

Fallon understreger samtidig, at tiden er inde til, at den amerikanskledede koalition udnytter de seneste tilbageslag for Islamisk Stat.

- Jeg er i stigende grad foruroliget over de russiske bombeangreb. Antallet af dræbte og sårede stiger hele tiden.

- Vi har vurderinger, som taler om hundredvis af dræbte civile, fordi der anvendes meget ikkemålrettet ammunition i civile områder og mod oppositionsgrupper, der bekæmper regimet omkring præsident Bashar al Assad.

- Jeg beklager dybt denne udvikling. Forsøg på at styrke Assad-regimet vil blot forlænge lidelserne i Syrien. Rusland burde i stedet bruge sin indflydelse på at gøre det klart, at Assad ikke har nogen fremtid i Syrien, siger Fallon og tilføjer:

- Tiden er nu inde til at udnytte de seneste tilbageslag for Islamisk Stat og stramme grebet om bevægelsens hovedbastion i Syrien, Raqqa.

I de seneste uger har gruppens højborge i Syrien været mål for forstærkede luftangreb fra både den amerikanske koalition og Rusland.

Islamisk Stat bekræftede tirsdag, at gruppens topbøddel, den britiske statsborger Jihad John, blev dræbt i et luftangreb i Syrien i november.

I midten af november sidste år kom det frem, at amerikanerne muligvis havde dræbt Jihad John i et droneangreb på Raqqa. Det er først nu, at hans død bliver officielt bekræftet af Islamisk Stat selv.

Flere end 250.000 mennesker vurderes at være dræbt i konflikten i Syrien, siden den brød ud i 2011. Millioner er blevet sendt på flugt.

/ritzau/Reuters

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen