Foreløbig optælling giver Macrons parti flertal i Frankrig

La République En Marche går mod solidt flertal i underhuset, viser valgstedsmålinger og foreløbig optælling

Det ser ud til, at Macrons parti løber med flertallet i Frankrig. Foto: AP
Det ser ud til, at Macrons parti løber med flertallet i Frankrig. Foto: AP

Den sidste franske vælger har afgivet sin stemme, og stemmesedlerne er søndag aften ved at blive talt op.

Med 57 procent af stemmerne talt op har præsident Emmanuel Macrons nye midterparti, La République En Marche (LREM), fået 41 procent af stemmerne.

Det konservative parti Republikanerne har 23 procent, viser de foreløbige optællingsresultater fra Frankrigs indenrigsministerium.

På tredjepladsen kommer det højreorienterede Front National med knap ti procents opbakning.

Derpå følger Socialistpartiet med 6,2 procent, viser den foreløbige optælling.

Selve procenttallet giver ikke nødvendigvis et billede af, hvor mange pladser partierne får i parlamentets underhus, Nationalforsamlingen.

Macron har brug for et flertal i parlamentets underhus for at få en række af sine varslede reformer vedtaget. Blandt andet vil han reformere arbejdsmarkedet, så det bliver nemmere for arbejdsgiverne at hyre og fyre.

Hvad er den franske nationalforsamlings rolle?

Frankrig fik i maj en ny præsident, og søndag var franskmændene igen i stemmeboksen for at sætte deres kryds.

Her gjaldt det anden og afgørende runde i valget til landets nationalforsamling, hvor præsident Emmanuel Macrons parti, La République En Marche (LREM), står til at vinde et flertal.

Her kommer et indblik i det politiske system i Frankrig:

* Parlamentet:

De to kamre, nationalforsamlingen og senatet, udgør tilsammen det franske parlament.

Medlemmer fra begge kamre skal stemme for lovforslag fra regeringen, for at de kan træde i kraft.

Nationalforsamlingen er det vigtigste kammer. Medlemmerne, på fransk "députés", vælges hvert femte år over to valgrunder, kort efter at præsidentvalget er afsluttet.

I år fandt de sted 11. og 18. juni. Der er 577 députés, som vælges i lige så mange valgkredse.

Medlemmerne af senatet vælges af et panel af "grand électeurs", som er borgmestre og andre lokalpolitikere.

Senatorerne vælges for seks år ad gangen, men der er valg hvert tredje år. Her vælges en tredjedel af de i alt 348 medlemmer. Højrefløjen sidder lige nu på flertallet.

* Præsidenten:

Den franske præsident er Frankrigs statsoverhoved. Det er ham, der fastlægger politikken sammen med landets regering.

Siden maj har det været centrumpolitikeren Emmanuel Macron fra LREM.

Præsidenten vælges for fem år ad gangen og kan sidde på posten i to perioder.

* Premierministeren:

Det er Frankrigs præsident, der udpeger premierministeren. Denne skal dog godkendes af et flertal i nationalforsamlingen.

Premierministeren har til opgave at danne en regering. I praksis er det dog noget, som præsidenten gør i samarbejde med premierministeren - medmindre de to er fra hver deres politiske blok.

Præsidenten skal desuden godkende ministrene.

* Regeringen:

Den franske regering, på fransk "conseil des ministres", ledes af premierministeren.

Ministrene har magten til at bestemme politik. Samtidig er det dem, der kan komme med lovforslag i parlamentet.

Kilder: The Telegraph og Le Monde.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen