Forsker: Cataloniens præsident køber sig tid med ventet tale

Det er overraskende, hvis spansk regering siger ja til dialog med catalanske separatister, vurderer forsker

Det var et smart budskab, som den catalanske præsident, Carles Puigdemont, tirsdag aften leverede i en tale til regionens parlament oven på en omstridt afstemningen om selvstændighed.

Det vurderer Mark Hau, der er ph.d.-stipendiat ved europastudier på Aarhus Universitet. Han forsker blandt andet i den catalanske uafhængighedsbevægelse.

I talen understregede Puigdemont, at Catalonien har sikret sig retten til at løsrive sig fra Spanien.

Men han vil i første omgang søge dialog, sagde han.

Og det var statsmandsagtigt, mener Mark Hau.

- Carles Puigdemont siger, han har mandatet til at proklamere selvstændighed - og det gør han.

- Men han vælger at sætte det på pause, så han kan komme frem til en fredelig løsning med den spanske regering, siger forskeren.

Det er en afstemning 1. oktober, der har givet Puigdemont den ret, hævder præsidenten.

Afstemningen er ifølge den spanske forfatningsdomstol ulovlig. Da den blev afholdt, stemte 90 procent for, at Catalonien skal være selvstændigt. Men stemmeprocenten var kun på knap 43 procent.

Med sin tale har den catalanske præsident købt sig noget tid og samtidig losset bolden effektivt over på den spanske premierminister Mariano Rajoys banehalvdel.

Allerede tirsdag aften afviser regeringen i Madrid Cataloniens "stiltiende" uafhængighedserklæring, siger en spansk regeringstalsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mark Hau vurderer derfor, at den kommende tid vil være præget af usikkerhed.

- Det vil være overraskende, hvis Rajoy siger ja til en dialog.

- Det hele går i hårdknude, og det kommer til at være svært, siger han.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen