Politik

Klimaminister: Klimaindsats rammes ikke af besparelser

Vandselskaberne gør et flot arbejde for at sikre Danmark mod skybrud. Det skal ikke stoppes, fastslår minister

Den store indsats, som vandselskaberne gør på klimatilpasningsområdet, vil ikke blive ramt af en ny lov om effektiviseringer af vandsektoren. Det slår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) nu fast.

En ny vandsektorlov er lige på trapperne for at sikre lavest mulige vandpriser til forbrugere og virksomheder. Den pålægger vandselskaberne at gennemføre effektiviseringer på 1,3 milliarder kroner frem til 2020.

Men vandværker og kommuner mener, at loven vil spænde ben for vandværkernes medfinansiering af den store klimaindsats, som er i fuld gang rundt om i landet for at begrænse milliardtabene ved skybrud.

- Inden loven vedtages vil jeg sikre, at klimaindsatsen ikke rammes. Vandselskaberne gør en meget flot indsats på klimaområdet, og den skal ikke bremses, siger Lars Chr. Lilleholt (V).

Kommunernes gennemførelse af vandplanerne er hidtil sket i tæt parløb med vandforsyningsselskaberne, som har kunnet finansiere løsninger på overfladen i byer 100 procent via vandprisen. Det lagde lovforslaget op til at begrænse.

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, Jørn Pedersen (V), har udtalt, at en stor del af arbejdet vil gå i stå. Hvilket han beklager stærkt, da vandselskaberne laver mange grønne klimaløsninger, der ofte er billigere end de klassiske løsninger med store nedgravede kloakrør.

Men det vil ikke ske, forsikrer klimaministeren.

- Det er et område, hvor udgifterne svinger meget fra år til år og en stor udfordring. Det er afgørende, at vandselskaberne fortsat kan lave de nødvendige tiltag. De og kommunerne kan tage det helt roligt, siger han.

Han vil, inden loven skal 3. behandles i Folketinget drøfte sagen med forligspartierne bag vandsektorloven, som omfatter samtlige partier minus Liberal Alliance.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen