Gå til artikel om 1 sek Gå til artikel
Gå til artikel
Politik

Løkke: EU-aftale beskytter dansk børnecheck

Britisk EU-aftale er også en fordel for Danmark og beskytter dansk børnecheck, siger statsministeren

  • Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen er tilfreds med den britiske EU-aftale. Foto: Jens Dresling
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen er tilfreds med den britiske EU-aftale. Foto: Jens Dresling

Det er en træt, men glad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der omkring fredag midnat i Bruxelles byder den nye britiske EU-aftale velkommen.

Løkke har selv i de sidste hårde timer også siddet i direkte forhandlinger med sin britiske kollega David Cameron, for at sikre at aftalens afsnit om beskyttelse af børnepenge landede rigtigt for både Storbritannien og Danmark.

- Han er tilfreds. Og når han er tilfreds, så er jeg meget tilfreds, siger Løkke på et sent pressemøde.

- Vi har fået en meget god tekst om velfærdsydelser (...). Det har været en mærkesag for mig og regeringen længe, at vi nu på lige fod med Storbritannien får mulighed for at indeksere den danske børnecheck, som sendes ud af landet, siger Løkke.

Dermed kommenterer han en af de detaljer, der lige til det sidste fik det til at trække ud med at få den endelige aftaletekst på plads.

Polen, der har mange statsborgere med arbejde i andre EU-lande, men med børn hjemme i Polen, forsøgte at forhindre, at andre lande end lige netop Storbritannien kunne begrænse selve beløbet på børnechecken til børn i lande med lavere levestandard.

Kun en etapesejr
Men det hele faldt i hak til sidst. Danmark og alle andre lande får via den britiske aftale mulighed for at indeksere børnechecken efter lokale prisniveauer.

En anden særlig dansk sejr handler om, at der som følge af den britiske aftale bliver gjort op med den såkaldte Malmø-model, der gør det muligt at omgå den danske udlændingelov og få hurtigere familiesammenføring.

- Vi får Metock-dommen rullet tilbage. Nu ruller vi retstilstanden tilbage til det, den var, før Metock-dommen blev afsagt, siger Løkke med henvisning til den EU-dom, der begrænsede Danmarks muligheder for at administrere reglerne for familiesammenføring af EU-borgere inden for EU.

Den danske statsminister siger, at fredagens EU-aftale egentlig kun er en etapesejr. For nu skal David Cameron med EU-aftalen i hånden hjem og vinde en folkeafstemning, så Storbritannien kan blive i EU.

Aftalen er ifølge statsministeren et godt udgangspunkt. Nu er resten så op til briterne.

- Jeg har egentlig en god fornemmelse af, at Storbritannien oven på denne her aftale og frem mod det tidspunkt, hvor der skal være en folkeafstemning, besinder sig på sin relation til Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen