Politik

Målinger giver Trump og Clinton første stik i Iowa

Republikanernes Donald Trump har fortsat solidt forspring, mens det er mere tæt blandt Demokraterne

Her ses Trump tale i Iowa, hvor han blandt andet argumenterede for, hvorfor det er vigtigt for amerikanerne at blive ved med at have lov til at bære våben. (Video: AP)
1/2
Næste »

Den kontroversielle Donald Trump ser ud til at få en flyvende start i sit forsøg på at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat, når vælgerne i Iowa som den første delstat mandag skal udpege deres favorit til at efterfølge Barack Obama.

Og det samme kan siges om Demokraternes storfavorit Hillary Clinton.

I lighed med Trump indtager hun ifølge Wall Street Journal førstepladsen i meningsmålinger offentliggjort to døgn før de såkaldte caucuses i Iowa, hvor borgere, der er registret som partimedlemmer, har ret til at deltage.

En måling fra Iowa-avisen Des Moines Register og nyhedsbureauet Bloomberg viser, at 28 procent støtter Donald Trump. Derefter følger Texas-senatoren Ted Cruz med 23 procent og Marco Rubio, senator i Florida, med 15 procent.

Dermed er opbakningen til Trump øget i forhold til den forrige måling fra Des Moines Register for tre uger siden, hvor afstanden mellem ejendomsmilliardæren og Ted Cruz var noget mindre.

Kun to procent foretrækker Jeb Bush. Den tidligere guvernør i Florida var for efterhånden lang tid siden favorit til at blive valgt som sit partis bud på en en ny præsident, men han har ifølge politiske iagttagere virket farve- og modløs og ude af stand til at hamle op med karismatiske personer som Trump og Cruz under de mange tv-debatter.

Mens de republikanske partimedlemmer i Iowa har 11 kandidater at vælge imellem, så omfatter demokraternes felt kun tre personer, og reelt er det Hillary Clinton mod Vermont-senatoren Bernie Sanders.

Tredjemanden Martin O'Malley er ifølge samtlige vælgerundersøgelser chanceløs.

I målingen fra Des Moines Register/Bloomberg står Hillary Clinton til 45 procent og Bernie Sanders til 42 procent.

Et vægtet gennemsnit af omkring et dusin forskellige målinger viser også den største opbakning til den tidligere præsidentfrue og udenrigsminister med 47,3 procent mod 44 procent til Sanders, ifølge realclearpolitics.com (RCP).

RCP's vægtede gennemsnit for de republikanske kandidater har Donald Trump i spidsen med 30,8 procent foran Ted Cruz (24,5 procent) og Marco Rubio (14,5 procent).

I 2012 trak Rick Santorum det længste strå i Iowa blandt de republikanske kandidater. Han fik 34 stemmer mere end nummer to Mitt Romney, som dog endte med at blive nomineret som sit partiets kandidat.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen