Politik

Norge kritiseres for at sende asylansøgere til Rusland

Ngo og udlændingestyrelse kritiserer norsk regering for at kalde Rusland et "trygt tredjeland" for flygtninge

Den norske regering står fast på, at den vil sende asylansøgere retur til Rusland, hvis de er kommet ind i Norge fra Rusland. Også selv om den nye praksis de seneste dage har mødt kritik fra både menneskerettighedsorganisationer og det norske udlændingedirektorat, UDI.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Kritikerne kalder det et brud på Norges internationale forpligtelser at sende flygtninge tilbage til Rusland, og det har ført til en klage til FN udarbejdet af Amnesty International og Den Norske Helsingforskomité.

Ifølge Gunnar Ekeløve-Slydal, generalsekretæren for menneskerettighedsorganisationen Den Norske Helsingforskomité, lever Rusland nemlig ikke op til de internationale standarder.

- Det russiske asylsystem er ikke godt nok, til at vi kan forvente, at alle, som returneres, får beskyttelse, hvis de trænger til det, siger han til NTB.

Den norske regering valgte i november at udarbejde en ny instruks, der skulle sikre, at flygtninge kan sendes tilbage til Rusland.

Det skete blandt andet i kølvandet på, at flere asylansøgere fandt ud af at udnytte et hul i norsk lovgivning og cykle over grænsen fra Norges østlige nabo.

Medarbejdere i UDI anser også instruksen som et brud på international lovgivning. Det fremgår af et internt debatindlæg for styrelsens ansatte, da instruksen påpeger, at der ikke er direkte fly fra de allermest udsatte lande. Eksempelvis Syrien og Eritrea.

- Med andre ord vil en asylansøger nødvendigvis have opholdt sig i et trygt tredjeland på et eller andet tidspunkt, siger en sagsbehandler fra UDI ifølge NTB.

Spørger man den norske regering, mener den, at det er ganske forsvarligt at sende asylansøgere retur over den russiske grænse. Det mener Siv Jensen, finansminister og formand i Fremskrittspartiet.

- Der er ingen grund til at mene noget andet end det.

- Hvis man begynder på den slags, gør man sig til overdommer over ganske mange lande, som er anset for at være velregulerede demokratier. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre, siger Siv Jensen til NTB.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Bisgaard Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen