Politik

Politikere raser over dom: Pædofil slap billigt

Fredag blev hovedpersonen i danmarkshistoriens største pædofilisag idømt seks års fængsel. 'Fuldstændig grotesk' lyder det fra flere politikere

  • Den 48-årige Torben Kjærhus Larsen er blevet idømt seks års fængsel i opsigtsvækkende pædofilisag. Tegning: Hans Henrik Ruus
Den 48-årige Torben Kjærhus Larsen er blevet idømt seks års fængsel i opsigtsvækkende pædofilisag. Tegning: Hans Henrik Ruus

Det var ikke kun tilhørerne i retten, der blev overrasket, da den 48-årige Torben Kjærhus Larsen fra Randers blev idømt seks års fængsel og et erstatningskrav på 150.000 kroner i det, der anses for at være danmarkshistoriens største pædofilisag.

Torben Kjærhus Larsen blev dømt for blandt andet misbrug af fire børn i alderen to til otte år samt distribuering og besiddelse af pornografiske billeder.

- Jeg blev meget overrasket over dommen. Der er tale om en meget, meget voldsom sag, hvor man kan spørge, hvad der så egentlig skal til for at maksimalstraffen på 12 år bliver brugt, siger gruppeformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, til Ekstra Bladet.

- Det har også en symbolsk værdi. Når straffen ikke er højere, må ofrene stå tilbage og føle, at deres retsbevisthed krænkes.

DF vil indføre minimumstraffe
Efter domsafsigelsen vil Dansk Folkeparti over for justitsminister, Søren Pind (V), diskutere muligheden for at indføre minimumstraffe i Danmark.

- Straffen skal være højere, hvis vi skal sende et signal til borgerne om, at de her sager tages alvorligt.

- Man bliver ofte prøveløsladt efter kortere tid, så de seks år kan hurtigt blive noget mindre. Når varetægtsfængslingen er færdig, kan vedkommende ofte gå fri, siger gruppeformanden.

Dansk Folkeparti vil samtidig foreslå, at behandling skal være en fast del af strafudmålingen. Det er i dag op til den pædofilidømte, om vedkommende vil takke ja eller nej til behandling.

Ifølge retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Kofoed, er tvangskastration også en mulighed, der skal diskuteres med justitsministeren.

 - Generelt har vi alt for vattede og dybt uretfærdige straffe i det her land. Derfor vil vi også gerne diskutere medicinsk kastration af pædofile. På den måde kan vi være med til at sikre, at man ikke gentager de her ting, siger Peter Kofod Poulsen til Ekstra Bladet.

Forfatter blev selv misbrugt som barn
Fra han var ni til 13 år blev forfatter og journalist, Kristian Ditlev Jensen, sex-misbrugt af en mand.

Der skulle gå flere år, før han gik til politiet og meldte overgrebene. Derefter blev overgrebsmanden idømt to års betinget fængsel.

- Det (straffen red.) gjorde mig så desperat af afmagt, at jeg slet ikke kan beskrive det med ord, har Kristian Ditlev Jensen tidligere fortalt til Ekstra Bladet.

Om den 48-årige pædofile familiefar fra Randers' dom siger han:

- Jeg synes, det er skandaløst, at man taler om danmarkshistoriens største pædofilisag, og så er strafferammen kun halvt udnyttet.

- Der er ikke tale om impuls-pædofili. Det her er en kold og kynisk tankegang, hvor man har kunnet bestille overgreb, forklarer Kristian Ditlev Jensen til Ekstra Bladet.

Op til domsafsigelsen havde Retslægerådet anbefalet, at den tiltalte skulle idømmes landets hårdeste straf: en tidsubestemt forvaringsdom.

Det er forfatteren enig i.

- Når man begynder at se et mønster på et så højt og avanceret niveau, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke siger 'så er det slut, du skal i forvaring.'

 - Det giver ingen mening, at strafferammen er 12 år, og så får han seks år. Nu havde man muligheden for at statuere et eksempel. Ofrene må være skuffede og utrygge, fordi han kommer ud igen på et tidspunkt.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Emil Ingvorsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen