Politik

Præsident Erdogan peger fingre ad dansk folketingsmand

Enhedslistens Nikolaj Villumsen bliver af Tyrkiets præsident beskyldt for at være partisk som valgobservatør

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ser ud til at have set sig vred på folketingsmedlem Nikolaj Villumsen (EL).

I et tv-interview sendt på den arabiske tv-kanal Al Jazeera beskylder præsident Erdogan ifølge TV2's oversættelse Villumsen for ikke at have været uvildig som valgobservatør ved søndagens folkeafstemning i Tyrkiet.

Erdogan sidder i tv-indslaget med et billede, som viser Nikolaj Villumsen, der holder tale for en folkemængde på Christiansborg Slotsplads tilbage i 2014. Mellem tilhørerne ses et kurdisk flag.

- Han holder en tale for disse forbrydere. Han er dansk parlamentsmedlem, siger Erdogan ifølge TV2's oversættelse i interviewet.

For Nikolaj Villumsen er Erdogans reaktion et udtryk for desperation.

- Det viser, at Erdogan er meget desperat efter den kritik, der har været fra Europarådet og OSCE efter folkeafstemningen, siger Nikolaj Villumsen til Ritzau.

Villumsen var én blandt 47 valgobservatører fra Europarådet ved folkeafstemningen i Tyrkiet i weekenden. Her besluttede et flertal at stemme for en ændring af forfatningen, som fra 2019 vil give mere magt til præsidentembedet.

Efter folkeafstemningen lød det blandt andet fra observatørerne, at afstemningen ikke levede op til Europarådets standarder.

- De juridiske rammer var utilstrækkelige til at gennemføre en ægte demokratisk proces, lød det blandt andet i observatørernes konklusion.

Kritikken fra observatørerne blev tidligere på ugen mødt med spot fra Erdogans side.

- Kend jeres plads. Vi hverken ser jer eller hører jer eller kender de politisk motiverede rapporter, I vil lave, sagde Erdogan henvendt til observatørerne under en tale til sine tilhængere i hovedstaden Ankara.

Tv-interviewet med præsidenten kommer i kølvandet på netop den kritik. Nu er blandt andet Nikolaj Villumsen efter alt at dømme kommet i Erdogans sorte bog.

- At påstå, at jeg ved at tale ved en demonstration til støtte for kurdernes kamp mod IS (Islamisk Stat, red.) i Nordirak skulle gøre mig til terroriststøtte, det er jo fuldstændig absurd, siger Nikolaj Villumsen.

I årevis har kurdere i blandt andet Tyrkiet kæmpet for øget selvbestemmelse. Kampen har også været væbnet. For eksempel Kurdistans Arbejderparti (PKK) anses også i vidt omfang internationalt som en terrororganisation.

Læs også

Seneste Nyt
Mest læste

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet
Seneste Nyheder
Hent flere
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Få EKSTRA overblik
Grønland - Seneste nyt
Filmen 'Inuk' vises i Italien
D vil fortsat ikke udpege medlem til forfatningskommission
Kræver handling for oprindelige folks rettigheder
Grønlandsbanken låner flere penge ud
For et år siden tog vi en dukkert...
Polar Seafood sætter store investeringer i bero
sermitsiaq.ag