Politik

Præsidentkandidat i Uganda forudser oprør efter valg

Oppositionskandidat til præsidentposten i Uganda tror ikke, at den siddende præsident vil gå i stilhed.

Kizza Besigye, som stiller op til præsidentvalget i Uganda, siger onsdag, at hans tilhængere måske vil gå på gaden i protest over udfaldet af torsdagens valg. Kizza tror nemlig ikke, at den siddende præsident vil gå af i stilhed.

Yoweri Museveni har siddet på posten i Uganda i 30 år. Men dette valg ser ud til at blive en hård udfordring, mængden af oppositionsstøtter og deres entusiasme taget i betragtning.

Mandag blev en person skudt, efter at politiet affyrede skud og tåregas mod tilhængere af oppositionskandidaten Besigye. Skuddene faldt, efter at tilhængerne havde kastet sten mod politiet.

- Han går ikke i stilhed, har 59-årige Besigye sagt i et interview på sin gård uden for hovedstaden.

Her gentog han, at han tror, at Museveni vil svindle med stemmerne til valget.

Museveni, 71, har advaret oppositionen om, at den skal forvente et hårdt svar fra politiet, hvis der opstår vold i forbindelse med valget.

- De, der forsøger sig med vold, skal få at se, hvad vi gør ved dem, sagde Museveni tirsdag ifølge avisen Daily Monitor.

Politiske analytikere vurderer, at Museveni, som kom til magten i det østafrikanske land i 1986, vil vinde. Men de siger, at dette valg er anderledes. Gruppen af modstandere ser nemlig ud til at være vokset betydeligt.

Besigye var Musevenis personlige læge i de tidligere 80'ere. Nu udfordrer han ham for fjerde gang. Han er især populær i byerne, hvor arbejdsløsheden blandt unge er stor.

Den tidligere premierminister og nu præsidentkandidat Amama Mbabazi har også tiltrukket store demonstrationer og håber på at kunne tiltrække nogle af Musevenis utilfredse tilhængere.

Men Musevenis budskab om langsom men sikker fremgang ser ud til stadig at give genlyd blandt vælgere. Især på landet.

Formanden for valgkommissionen i landet, Badru Kiggundu, har fortalt journalister, at han har fået tip om, at ledende kandidater planlægger at danne såkaldte ungdomsbrigader, selvtægtsgrupper og militser.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Emil Ingvorsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen