Trump om FBI-fyring: - Han leverede ikke varen

FBI-direktør James Comey ville udvide undersøgelsen af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Donald Trump har for første gang kommenteret den omstridte fyreseddel til den øverste FBI-chef James Comey. Det skete onsdag på et pressemøde i Washington.

- Han leverede ikke varen ('he was not doing a good job', red.), lød det kortfattet fra præsidenten.

Demokrater og enkelte republikanere mener, at Trump greb til fyringen, fordi James Comey som FBI-chef var ansvarlig for at lede efterforskningen af Trump-kampagnens forbindelser til Rusland.

Samtidig skriver Reuters, at James Comey for blot et par dage siden havde bedt justitsministeriet om flere ressourcer til Ruslands-undersøgelsen.

Den nu fyrede FBI-chef James Comey. (Foto: AP)
Den nu fyrede FBI-chef James Comey. (Foto: AP)

Comey skal ifølge unavngivne kilder også havde sagt, at efterretningsudvalget i Senatet havde bedt FBI om at sætte ekstra skub i undersøgelsen.

I en e-mail svarer talsmand Ian Prior i justitsministeriet, at den påstand er 'aldeles usand'.

Det var vicejustitsminister Rod Rosenstein, som anbefalede præsident Trump at fyre Comey. En anbefaling, som Trump fulgte til punkt og prikke.

Har mistet tilliden
En talskvinde for Det Hvide Hus oplyser ifølge amerikanske medier, at Trump længe havde ønsket skille sig af med Comey.

- Præsidenten har mistet tilliden til direktør Comey over de seneste måneder. Justitsministeriet mistede tilliden til direktør Comey og vigtigst af alt: De ansatte i FBI havde mistet tilliden til deres chef, siger Trumps talskvinde Sarah Huckabee.

(Foto: AP)
(Foto: AP)
 

Et døgn efter fyringen mødtes Donald Trump med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvor blandt andet Syrien stod på dagsordenen.

Efter besøget i Det Hvide Hus sagde Lavrov, at USA og Rusland har et godt forhold, der ikke er præget af 'ideologiske' uenigheder som under Obama-regeringen.

Han sagde også, at Trump ikke på noget tidspunkt under mødet nævnte anklagerne om, at den russiske regering havde blandet sig i det amerikanske præsidentvalg.

Lavrov slog fast, at der heller ikke er beviser for påstanden:

- Derfor var der heller ingen grund til, at han nævnte sagen, siger udenrigsminister Lavrov og betegner hele sagen som ydmygende for USA.

- Jeg mener, at politikere skader det amerikanske, politiske system ved at lade som om nogen kontrollerer USA ude fra, siger han til pressen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Michael Bo Mortensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen