Politik

USA-kender: Demokraterne er gået til angreb på hinanden

Bernie Sanders er gået fra at være outsider til hovedperson, da præsidentbud mødtes til tv-debat i USA

Sanders og Clinton gjorde det personligt i nattens tv-debat.
1/2
Næste »

Der var fokus på det verbale slagsmål mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders, da Demokraternes bud på præsidentkandidater mødtes i en tv-debat natten til mandag dansk tid.

Og deltagerne var mere angrebslystne end ved tidligere debatter, lyder vurderingen fra ph.d.-studerende og ekspert i amerikansk politik Mads Fuglede.

- Der var en livlig debat mellem Sanders og Clinton. De var uenige på en række områder. For første gang så vi det, vi har været så vant til hos Republikanerne, at de demokratiske kandidater gik i kødet på hinanden, siger Mads Fuglede til Ritzau.

Blandt andet var Hillary Clinton hurtig til at kritisere Sanders' forhold til den amerikanske våbenlovgivning, mens hun omvendt af sin modstander blev beskyldt for at have et for nært forhold til bankerne og Wall Street.

I meningsmålingerne har Bernie Sanders halet alvorligt ind på Hillary Clinton, og derfor havde han ved nattens debat en ny rolle end tidligere.

- Oplægget til meget af debatten var, at Sanders var blevet hovedpersonen. Han er ikke længere en outsider. Man havde regnet med, at fløjlshandskerne ville komme af, og infighten mellem Sanders og Clinton skulle præge debatten, siger Mads Fuglede.

- Det holdt stik, og man sidder tilbage med en følelse af, at Sanders bestod. Han klarede opgaven og er kommet rigtig fint ud af, at der var så meget fokus på ham, siger Fuglede videre.

Også den tredje præsidentkandidat for Demokraterne, Martin O'Malley, deltog i debatten, men han gjorde ikke meget væsen af sig. Det handlede i stedet om Clintons og Sanders' kamp om at stille den andet i et dårligere lys.

- Clinton forsøger at portrættere Sanders som en mand, der er for revolutionær til USA. Han forsøger at portrættere hende som en, der er så meget en del af det politiske system, at hvis man vil et anderledes USA, kan man ikke bruge hende til noget, siger Mads Fuglede.

Det var fjerde og sidste gang før primærvalget i delstaten Iowa 1. februar, at de demokratiske kandidater stod ansigt-til-ansigt i en debat.

Seneste Ekstra Bladet job

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen