Ældre mand indlagt på intensiv på Riget: Rørende gestus reddede guldbrylluppet

Ansatte på Rigshospitalet trådte til og sørgede for at dagen blev markeret i en ellers trist stund

De ansatte på Riget i fuld gang med forberedelserne. (Foto: Privat).
De ansatte på Riget i fuld gang med forberedelserne. (Foto: Privat).

Det ligger udenfor arbejdsbeskrivelsen, men sygeplejersker og ansatte på Rigshospitalet kastede sig her til morgen ud i rollen som festarrangører, da en ældre mand måtte fejre sin guldbryllupsdag lørdag på intensivafdelingen.

I et opslag på Facebook fortæller sygeplejersken Annemette Falck Fleron, hvorledes dagen blev markeret for den ældre mand og hans kone:

'Jeg arbejder iblandt nogle fantastiske mennesker.  En af vores patienter er desværre i den kedelige situation at han er indlagt på sin og hustruens guldbryllups dag (i dag). Dette skulle have været fejret på bedste vis der hjemme i blandt familie og venner. 
Men bare fordi man er indlagt på intensiv, betyder det ikke, at man ikke skal fejres på sin bryllupsdag ! 
Så mine dejlige og kreative kollegaer satte sig for at gøre dagen til noget særligt, selvom den kommer til at foregå på hospitalet - de satte sig for at lave En æresport (ud af overlevelsestæpper, affaldsposer og papir) og her er resultatet! ', skriver Annemette Fleron som tekst til opslaget.

Æresporten blev lavet af overlevelsestæpper, affaldsposer og papir. Foto: Privat
Æresporten blev lavet af overlevelsestæpper, affaldsposer og papir. Foto: Privat
 

Overfor Ekstra Bladet uddyber sygeplejersken - der lige er vågnet fra sin travle nattevagt - hvorfor hun lagde opslaget på sociale medier, hvor det allerede har gået sin sejrsgang:

- Det bunder i at jeg blev så stolt af at være en del af en gruppe mennesker, der til trods for et massivt arbejdspres og de store besparelser og nedskæringer på hospitalerne, stadig formår at finde overskud til at sætte patienten i centrum og gøre noget for ham og hans hustru, der gør en kæmpe forskel.

- Travlheden på afdelingen er støt stigende og arbejdspresset er ofte så massivt at den menneskelige omsorg, som er en kerneydelse i sygeplejen, bliver tilsidesat for praktiske gøremål. Og da jeg midt i min nattevagt var i fuld gang med at modtage en ny patient og så hvad mine kollegaer var i gang med, blev jeg utrolig rørt.

- Det er så smuk en tanke, og jeg kan ikke andet end at blive stolt af at være en del af en afdeling, der stadig vægter de bløde menneskelige værdier højt. For i sidste ende er det jo derfor vi gør det vi gør. Vi vil gerne give vores patienter deres liv tilbage.

- Jeg valgte bevidst ikke at gøre mit opslag på Facebook til en politisk statement, da det ikke var det det handlede om. Her var det omsorgen der var i fokus og det synes jeg er helt fantastisk. Det er svært ikke at blive rørt når man ser så meget næstekærlighed, fortæller Annemette Fleron til Ekstra Bladet.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen