Indlæser...

Politichefs kolleger i chok

Stemningen var trykket på Politigården i København, efter en chef derfra blev afsløret som sexchatter af Ekstra Bladet

15:52, 28. maj 2008 | Sune Fischer

Annonce

  • Oversæt / Translate
Han troede, han skulle møde en 13-årig pige - i stedet blev han mødt af Ekstra Bladets kvindelige journalist. Siden er det gået ned ad bakke i styrtløbstempo for den 53-årige vicepolitiinspektør. (Foto: Anthon Unger)
Han troede, han skulle møde en 13-årig pige - i stedet blev han mødt af Ekstra Bladets kvindelige journalist. Siden er det gået ned ad bakke i styrtløbstempo for den 53-årige vicepolitiinspektør. (Foto: Anthon Unger)
Familiefar:
Den 53-årige vicepoliti-inspektør, der bor i København, har arbejdet 30 år hos politiet.

Han er far til tre større børn, der alle bor hjemme.

Som en del af ledelsen i Københavns Politi arbejder han på chefgangen sammen med blandt andet politidirektør Hanne Bech Hansen.

Tidligere har han været anklager, men i dag består hans daglige arbejde af rent administrative opgaver.

Blandt andet beskæftiger han sig med oplysninger om tilgodehavende frihed, statistikker og måling af de forskellige afdelingers effektivitet.

– Eller kort og godt: et internt styrings- og ledelsesredskab, siger Hanne Bech Hansen.


Fritstillet:
Efter onsdagens konfrontation med Ekstra Bladets journalister valgte den 53-årige politichef at melde sig syg.

Mandag blev han officielt fritstillet fra tjeneste. Senere skal det vurderes, om han skal suspenderes.

Det vil ske, når Hanne Bech Hansen modtager det foreløbige resultat af efterforskningen.

- Der kan gå en lille uges tid. Derefter skal jeg - hvis der er hold i sagen - sende en indstilling til Rigspolitichefen, som i sidste ende tager stilling til, om han skal suspenderes, forklarer Hanne Bech Hansen.

Annonce

Annonce

Indenfor på Københavns Politigård var stemningen mandag lige så dyster som den heldagsregn, der piskede ned udenfor.

Over alt på ’Gården’ gik snakken om den chatkorrespondance, en 53-årig vicepolitiinspektør havde haft med en fiktiv 13-årig pige, der viste sig at være en 26-årig journalist fra Ekstra Bladet.

– Det er sgu noget lort, hvis det er rigtigt, sagde en menig betjent, der ønsker at være anonym.

Trykket stemning
Også på chefgangen, hvor den 53-årige - indtil han blev afsløret som sexchatter - arbejdede, var dagen præget af afsløringerne af, hvordan politimanden blandt andet gerne ville kæle med den fiktive 13-årige.

– Det er da utrolig ubehageligt med de anklager, som Ekstra Bladet kommer med om den pågældende. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at stemningen er trykket, sagde politidirektør Hanne Bech Hansen.

Den 53-årige var indtil afsløringen en del af ledelsen på Politigården og derfor en kollega, som politidirektøren havde næsten daglig kontakt med, og som hun betegner som en arbejdsom og god kollega.

Også Flemming Steen Munch, pressetalsmand ved Københavns Politi, holder til på chefgangen.

– Det er ikke særlig rart. Det, som I (Ekstra Bladet, red.) beskylder ham for, er jo noget, som almindelige mennesker kun kan have afsky over for. Men nu skal efterforskningen vise, om der er hold i anklagerne, siger han.

Anholdt og hjemmet ransaget
I løbet af weekenden begyndte rygterne at svirre hos Københavns Politi. Og søndag aften kom den foreløbige kulmination med anholdelsen af den 53-årige.

På grund af de indlysende inhabilitetsproblemer er det Vestegnens Politikreds, der er nabo til Københavns Politi, som står for efterforskningen af den pinlige sag.

Og på politigården i Albertslund fik vicepolitiinspektøren lov at overnatte i en celle, mens kollegerne fra Vestegnen ransagede hans hjem, hvor hans computer blev beslaglagt til nærmere undersøgelse.

Behandler sagen professionelt
Efter 20 timer blev den 53-årige dog løsladt.

– Vi vurderede, at det materiale, vi har indsamlet indtil nu, ikke kunne bære et grundlovsforhør, siger Carsten Jansson, efterforskningsleder ved Vestegnens Politi.

Også han er ked af sagen.

– Det er aldrig sjovt, når det drejer sig om en kollega. Men vi behandler sagen professionelt, tilføjer han.

Annonce