Indlæser...

Mirakelbaby født to gange

En baby overlevede sensationel operation, der betød, at hun måtte fødes to gange

11:28, 07. jun 2008 | Mikkel Selin

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Da Macie Hope for en måned siden kom til verden på et hospital i Texas var det ikke første gang hun så dagens lys. Den lille pige havde prøvet turen en gang tidligere.

Nogle uger forinden havde læger nemlig fjernet det seksmåneder gamle foster fra morens mave for at bortoperere en svulst, som ville have taget livet af Macie inden fødslen.

Efter den komplicerede operation blev Macie puttet pænt tilbage i moderens mave, hvor hun tilbragte yderligere 10 uger, inden hun 3. maj blev født for anden gang.

- Vi har det strålende. Jeg er så lykkelig for, at vi kan forlade hospitalet, siger moren Keri McCartney, der i dag kan forlade Texas Childrens Hospital og vende hjem med en velskabt og sund datter.

Som en grapefrugt
Men fremtidsudsigterne for lille Macie var bestemt ikke positive i februar, da en rutineskanning afslørede en stor svulst på ryggen af det 23 uger gamle foster.

- Denne tumor var gigantisk. Den var på størrelse med en grapefrugt, fortæller doktor Darrell Cass, der foretog operationen, der kun er blevet udført en snes gange på verdensplan.

Doktor Cass fortalte Keri og Chad McCartney, at der blot var 10 procent chance for, at fosteret ville overleve operationen. Men uden en operation ville Macie med sikkerhed dø.

Løftet ud af livmoren
Keri McCartney blev lagt i en narkose, der var syv gange dybere end normalt. Det var nødvendigt for at holde livmoren fuldstændig afslappet under indgrebet.

Doktor Cass og to andre kirurger skar Keri McCartneys mave op og løftede hele livmoren ud af hendes krop.

- Vi var nødt til at finde et område på livmoren, vi kunne åbne uden at forstyrre moderkagen, forklarer Cass til den amerikanske tv-station NBC.

Graviditeten fortsatte
Da lægerne fandt det rette sted at lægge snittet, åbnede de livmoren og løftede Macie ud. Bare 20 minutter senere var svulsten skåret bort og fosteret tilbage i maven.

Nu krydsede lægerne bare fingre for, at graviditeten ville fortsætte, så fosteret kunne komme sig ovenpå det voldsomme indgreb. Heldigvis fortsatte graviditeten, og Macie Hope var ti uger senere stærk nok til at overleve sin anden – og sidste – fødsel.

Annonce