Indlæser...

Faderhuset anklages for børnetortur

Flere tidligere medlemmer af Faderhuset fortæller nu om, hvordan børnene i sekten trænes til at udholde fysisk smerte og udstå psykisk tortur

23:19, 20. okt 2008 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate
Ruth Evnsen og Faderhuset bliver igen anklaget for at mishandle børnene i sekten. Flere tidligere medlemmer tager nu bladet fra munden. (Arkivfoto)
Ruth Evnsen og Faderhuset bliver igen anklaget for at mishandle børnene i sekten. Flere tidligere medlemmer tager nu bladet fra munden. (Arkivfoto)

Annonce

Annonce

Stærke anklager rettes nu mod frikirken Faderhuset fra flere sider. 34-årige Samuel Hesselberg fortæller i dag for første gang sin historie om de syv år, hvor han og hans familie var en del af Faderhuset. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Han retter voldsomme anklager mod den måde, børn behandles på. Hans historie bakkes op af flere andre kilder, som har været i kontakt med Faderhuset. Samuel Hesselberg fortæller om en militærlejr, som Faderhuset holdt for børn og unge. Lejren skulle forberede børn og unge til at prædike evangeliet i arabiske lande:

- Vi ville gøre dem klar til at blive tortureret. Børn ned til 10 år har været igennem denne militærlejr. Vi havde direkte tortur, hvor de blev trænet i at håndtere fysisk smerte og psykisk tortur, fortæller han.

Samuel Hesselberg var selv en af lederne af lejren, og det er en af de oplevelser, som han fortryder mest fra sin tid i Faderhuset.

44 anmeldelser om mishandling
Niels Eric Werner, der er musiklærer, kom i Faderhuset i en kort periode sidste år. Han kom her i kontakt med flere børn, som han mener er blevet mishandlet i Faderhuset:

- Et barn, som på daværende tidspunkt var 8-9 år, var spærret inde på et værelse i tre dage. Ved en anden lejlighed blev barnet slået af Ruth Evensens mand, Knut Evensen, og kom til mig for at spørge, om jeg kunne hjælpe med en politianmeldelse, fortæller han om en af sine elever.

Tidligere i år modtog Børns Vilkår oplysninger om bekymrende forhold for 44 børn i Faderhuset. Oplysningerne kom fra personer med tæt tilknytning til Faderhuset og pegede på, at der foregik alvorlig omsorgssvigt og misrøgt af børnene i menigheden.

- Det viste sig, at det var meget større, end vi havde forestillet os. Det, vi fik beskrevet, var børn, som blev straffet fysisk og psykisk og udsat for ting som djævleuddrivelse, fortæller Bente Boserup, der er leder af Børns Vilkårs rådgivningstilbud og tog sig af sagerne med børnene i Faderhuset.

De var meget opmærksomme på, om underretningerne var overdrevne, fordi anmelderne ønskede at hævne sig på Faderhuset, men det var ikke tilfældet:

- De snarere underdrev end overdrev, og de forsvarede hele tiden Faderhuset. Det drejede sig ikke om hævn, for så kunne de have penslet det meget mere dramatisk ud. Det var også mennesker, der uafhængigt af hinanden fortalte de samme ting, siger hun.

Annonce