Indlæser...

Årets torsk 3: Jeppe på venusbjerget

Folketingspolitiker Jeppe Kofod, 34, er en klar kandidat til årets torsk, efter han gik helt i fisk med en meget ung socialdemokrat

10:58, 16. dec 2008 |

Annonce

  • Oversæt / Translate
På sin hjemmeside fører Jeppe Kofod en meget ordrig dagbog ? men af en eller anden grund får vi ikke at vide, hvordan hans påske gik. (Tegning: Morten Ingemann)
På sin hjemmeside fører Jeppe Kofod en meget ordrig dagbog ? men af en eller anden grund får vi ikke at vide, hvordan hans påske gik. (Tegning: Morten Ingemann)
Det tredje strålende bud på, hvem der skal kåres som Ekstra Bladets Nytårstorsk 2008, er nu i hyttefadet. Inden jul er vi oppe på ti kvalificerede kandidater.

Siden bringer vi en stemmeseddel, så du kan deltage i afgørelsen af, hvem der er årets største torsk. Du kan også gå ind på ekstrabladet.dk og se samtlige nominerede, efterhånden som de bliver præsenteret, og til den tid vil der også blive mulighed for at stemme der.

Tre af brevstemmerne vil ikke blot kunne fornøje sig over at have gjort deres demokratiske pligt. De vil desuden vinde 1000 kroner.

Annonce

Annonce
Jeppe Kofod, 34-årig socialdemokratisk stjerne, havde egentlig en vældig fin start på påsken i år. Men det gik over.

Han var med til at undervise 200 unge socialdemokrater fra hele landet, som var samlet på Esbjerg Højskole til Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms påskekursus. Om aftenen hyggede han sig med de unge, han fik lidt vin og nogle øl, og ud på natten kom han i nærkontakt med en kun 15-årig pige.

Der var åbenbart gensidig sympati, for de tilbragte den sidste del af natten sammen i hans seng.

Det kan man jo sige en del om, og det blev der sandt for dyden også, da sagen blev offentligt kendt. Jeppe Kofod brugte selv ord som ’umoralsk’ og ’upassende’.

Pjæk
Men han blev overgået af sin gruppeformand, Carsten Hansen:

’Jeppe Kofods opførsel på Esbjerg Højskole var helt utilgivelig, og vi tager fuldstændig afstand fra hans handling.’

Jeppe Kofod frasagde sig sine ordførerskaber, iklædte sig sæk, aske og et lidende ansigtsudtryk og meldte sig syg.

Det sidste var lidt overraskende, set i lyset af at manden blot få dage før åbenbart var så vældig i stødet. Sagt mellem os var der tale om pjæk, og som Ekstra Bladet med vanlig præcision skrev i en leder:

’Flere omtaler sygemeldingen som en ’tænkepause’, hvilket lyder stærkt foruroligende. Skal man pjække for at kunne tænke klart i Folketinget?’

Offer
Helt forudsigeligt gik der kun få dage, før nogle fik den idé, at Jeppe Kofod ikke var en mand, der havde kvajet sig. Han var et offer for en nypuritansk bølge. Det var nærmest synd for ham.

Og det syntes han vist også selv. Som han erklærede:

’Det er helt klart været det værste, som jeg har oplevet i mit liv.’

Den udtalelse fik til gengæld min højttalende kollega Karen Thisted til at tale endnu højere end vanligt – og det vil sige en del:

’Tænk, hvis man var den 15-årige pige, der var ’det værste, han havde oplevet i sit liv’! Tænk, hvis det er første gang, hun er sammen med en mand, eller måske er blevet glad for ham.’

Krisehåndtering
En uge efter afsløringen fandt Carsten Hansen ud af, at han slet ikke havde ment ’utilgivelig’, men ’uacceptabel’.

14 dage efter var Jeppe Kofod sørme blevet rask, og i september var han udenrigsordfører igen.

Jeppe Kofods opførsel på Esbjerg Højskole gør ham i sig selv til en værdig kandidat til Ekstra Bladets Nytårstorsk, og det handler ikke om nypuritanisme. Jeg er hverken ny-, gammel- eller overhovedet -puritansk.

Manden overskred DSU’s regler, som forbyder lærerne at fortsætte undervisningen af elever i sengen. De regler er naturlige, og at de håndhæves er nok en forudsætning for, at forældre i fremtiden vil sende deres børn på kursus i DSU.

Jeppe Kofod har med sin scoring i Esbjerg gjort sig fortjent til en torsk.

Og til overflod ydede han i skøn samdrægtighed med sine partifæller i dagene efter en ypperlig indsats for bringe sig helt op i favoritfeltet. De gav simpelthen ordet ’krisehåndtering’ et helt nyt indhold.

Jeg synes, Jeppe Kofod er en oplagt modtager af Ekstra Bladets Nytårstorsk 2008. Men der kommer alligevel en ny kandidat i morgen.

Annonce