Nytårstorsk 5: David og dumhederne

David Nielsen er fodboldspiller. Ikke sådan helt vildt god, men bedre end de fleste, og derfor har han i en del år kunnet leve af at spille fodbold.

Den tid er ved at rinde ud, så i år fandt han en ny indtægtskilde. Han skrev en selvbiografisk bog med titlen ’Sorte Svin’, og den kan man sige en del om. Hvilket lige akkurat er, hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Når der i et kampreferat står, at David Nielsen scorede et mål med hovedet, så vil det altid være den udvendige del, der er tale om. Den indvendige del af David Nielsens hoved er nemlig ikke meget bevendt.

Det afslører bogen nådesløst.

Bøsser og tøser
Den nybagte forfatter er ikke så forfærdelig begavet, men til gengæld er han helt fantastisk umoden. Som FCK’s Flemming Østergaard har formuleret det:

– Han er en dreng i en voksen mands skikkelse.

En meget barnlig dreng, kan jeg så tilføje. David Nielsen praler selv med, at bogen er skrevet i samme sprog, som han taler, og her bliver den åndelige armod næsten deprimerende.

Mænd, han ikke bryder sig om, er typisk ’bøsser’ eller ’tøser’, og hans kvindesyn er så forbenet, at det kan få Kasket Karl til at virke fremme i skoene.

Nu skal det understreges, at alt, hvad jeg har skrevet, er pænt ment. Jeg har nemlig ikke voldsom trang til at rage uklar med David Nielsen, for hans reaktionsmønster, når han møder modgang, er så forudsigeligt som gråvejr juleaften – enten slår og sparker han, eller også drømmer han om at gøre det:

’Jeg klaskede ham ned.’ (s. 29) ’Jeg hamrer kraftedeme Per Nielsen en albue i fjæset eller skyder Mogens Krogh i skridtet.’ (s. 43) ’Tænker kun på, hvordan jeg skal skubbe Holmstrøm, så han slår hovedet ind i muren.’ (s. 72) ’Vi havde knust din næse som kammerjunker over koldskålen.’ (s. 83) ’Hvis ikke du gør det, brækker jeg næsen på dig her og nu.’ (s. 98) ’Jeg havde dræbt ham med de bare næver. Knust skallen på ham.’ (s. 108) ’Jeg har lyst til at brække nakken på B.S.’ (s. 168) ’Jeg griber fat i hans krave med begge hænder og hamrer ham i jorden.’ (S. 185) ’Al den vrede og irritation, jeg har i min krop, kommer i ét nådesløst hug direkte til kæben.’ (s. 187) ’Jeg ville betale tilbage med så mange knytnæveslag, at han ville fortryde det til sin sidste dag på jorden.’ (s. 189) ’Knytter min højre hånd til en håndgranat, der er klar til at detonere.’ (s. 199) ’Da han modtog bolden, skrællede jeg ham fuldstændig.’ (s. 211) ’Jeg glæder mig til at opleve følelsen lige der, hvor jeg bruger alle mine kræfter på at strække benet helt ud og så ramme hans knæ, så jeg kan mærke, hvordan det knuser.’ (s. 253)

Jammer og klage
Skønt David Nielsen er blevet forgyldt på grund af sine medfødte talenter, så er hans bog i høj grad en klagesang. Blandt andet over pressens interesse, når han igen har dummet sig:

’Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så interessant og oven i købet skulle have udpenslet mit ligegyldige privatliv.’

Jamrer manden i en bog, der handler om samme ligegyldige emne ...

Er der nogen retfærdighed til, så får David Nielsen en torsk ved årsskiftet – men i morgen er der alligevel en ny kandidat.