Indlæser...

Anette kan slet ikke smide Stein ud

Anette Uttenthal havde slet ikke ret til at slette sin mand, Stein Bagger fra folkeregisteradressen i Hellerup uden hans underskrift. Og da hun gjorde det, var han på flugt og jaget af Interpol

13:38, 18. dec 2008 | Maiken Kolby

Anette har fjernet Steins navn fra deres fælles folkeregisteradresse. Men det kan hun slet ikke uden hans accept. (Fotos: AP og Sigrid Nygaard - fotocollage: Jes Roger Petersen)
Anette har fjernet Steins navn fra deres fælles folkeregisteradresse. Men det kan hun slet ikke uden hans accept. (Fotos: AP og Sigrid Nygaard - fotocollage: Jes Roger Petersen)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Anette Uttenthal ændrede den 5. december sin mand, Stein Baggers adresse, så han ikke længere stod registreret på Tuborg Sundpark nr. 5. Det skriver B.T. idag.

Det kan ikke lade sige gøre
Men ifølge Folkeregisteret i Gentofte Kommune, hvor Anette og Steins bolig ligger, kan det ikke lade sig gøre at ændre sin ægtefælles adresse, uden at ægtefællen har givet en fuldmagt, en flyttemeddelelse med underskrift eller har fået bemyndigelse af ægtefællens advokat.

- Den eneste undtagelse er, hvis en person har været forsvundet længe - hos os er det tre til fire uger, oplyser Johnny Pedersen fra Gentofte Kommune til ekstrabladet.dk

Ifølge en meddelelse sendt til Ritzau fra familien den 1. december frygtede Stein Baggers familie for, at der var tilstødt it-direktøren noget, efter han forsvandt fra Dubai den 27. november.

Først i et interview med Ekstra Bladet den 12. december fortalte Stein Bagger, at han havde lagt en kort meddelelse på hotelværelset i Dubai til Anette Uttenthal om, at han var nødt til at tage væk i et stykke tid.

Hurtig udskiftning
Derfor kan det undre, at Anette Uttenthal allerede den 5. december - hvor hun ifølge eget og senere Stein Baggers udsagn ikke havde haft kontakt med ham og frygtede for hans liv - bad om at få mandens navn fjernet fra det officielle register.

Ingen fuldmagt til efterlyst person
Det skete ifølge B.T. ved at Anette Uttenthals advokat, Michael Amstrup rettede henvendelse til Gentofte Kommune, efter at have forelagt sagen for Stein Baggers daværende forsvarer, Jesper Madsen.

- Jeg blev spurgt, om jeg havde bemærkninger til, at de frameldte min klient. På daværende tidspunkt var min klient væk, og jeg havde ingen kontakt til ham. Jeg siger hverken ja eller nej. Jeg skrev, at jeg ingen bemærkninger havde til det, siger Jesper Madsen til ekstrabladet.dk

- Når de spørger dig, så er det vel fordi, de skal bruge din bemyndigelse som Stein Baggers advokat, hvis de overhovedet skal kunne flytte hans adresse? Ifølge Folkeregisteret skal man bruge enten en fuldmagt, en flyttemeddelelse med underskrift eller en bemyndigelse fra Stein Baggers advokat. Men har du den bemyndigelse?

- Jeg har selvfølgelig ingen fuldmagt til en mand, der er eftersøgt af Interpol. Jeg har på det tidspunkt aldrig talt med min klient, siger Jesper Madsen.

- Men ved du rent faktisk, om flytningen er effektueret?

- Fem minutter efter jeg havde skrevet, fik jeg et tak fra Anette Uttenthals advokatfirma, hvor der stod, at det blev registreret med det samme, at han er fraflyttet.

Ingen kommentarer
Hvorfor Anette Uttenthal allerede den 5. december ønskede sin mand ud af deres fælles lejlighed, og hvordan hendes advokat har kunnet ordne sagen for hende, på trods af at det burde være umuligt uden Stein Baggers underskrift eller fuldmagt, har hun ikke ønsket at svare på. Og hendes advokat, Michael Amstrup lagde røret på, da ekstrabladet.dk forsøgte at få oplysninger i sagen. Folkeregisteret i Gentofte ønsker ikke at kommentere på enkeltsager.

Annonce