Indlæser...

PET frifundet i sagen om Blekingegade

Politiet fik de nødvendige informationer i forbindelse med efterforskning af røveri i Lyngby, som Blekingegadebanden var mistænkt for, siger PET-kommissionen

23:23, 22. jun 2009 (Opdateret tid: 23:30, 22. jun 2009) | Ritzau /112

Annonce

  • Oversæt / Translate
Betjent Jesper Eigtved Hansen blev dræbt af Blekingegadebanden under røveriet mod Købmagergades Postkontor 1988. Billedet her er fra hans bisættelse. (Foto: Jan Unger)
Betjent Jesper Eigtved Hansen blev dræbt af Blekingegadebanden under røveriet mod Købmagergades Postkontor 1988. Billedet her er fra hans bisættelse. (Foto: Jan Unger)

Annonce

PET-kommissionen frifinder både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet for at have lagt hindringer i vejen for Lyngby Politi, da det arbejdede med opklaringen af et røveri i Lyngby i 1983, som Blekingegadebanden var mistænkt for.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Oplysningerne fremgår af kommissionens beretning, som offentliggøres onsdag.

Det hedder i materialet, at PET videregav de nødvendige informationer til Lyngby Politi, så det kunne efterforske bandens medlemmer. Men politiet undlod at forfølge sporet, "som muligt kunne have ledt til en opklaring af sagen".

Med disse oplysninger korrekser PET-kommissionen bl.a. forfatteren af bøgerne om Blekingegadebanden, Peter Øvig Knudsen, og tidligere kriminalfolk fra Lyngby.

De har kritiseret, at PET ikke ydede politiet tilstrækkelig hjælp, og at Justitsministeriet slet ikke gjorde nok for at få udleveret to folk fra terrorbevægelsen PFLP, som var blevet anholdt i Paris med det formodede udbytte fra kuppet i Lyngby.

Annonce