Indlæser...

Ramsays eget køkkenmareridt

Gordon Ramsay taler ud om, hvordan finanskrisen har ramt den rapkæftede køkkenchefs restaurant-imperium

14:44, 12. aug 2009 (Opdateret tid: 14:45, 12. aug 2009) | Piet Baunø

Gordon Ramsay giver kollegerne gode råd om, hvordan de klarer sig igennem finanskrisen. (Foto: AP)
Gordon Ramsay giver kollegerne gode råd om, hvordan de klarer sig igennem finanskrisen. (Foto: AP)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Tv-stjernen og kendis-køkkenchefen Gordon Ramsay har i et interview med Fox News talt ud om sit private køkkenmareridt under indtryk af finanskrisen.

Han og svigerfaderen måtte for nylig skyde fem millioner pund i selskabet bag hans restauranter for at holde en betalingsstandsning fra livet.

I interviewet med Fox News kalder han de sidste par år for et 'mareridt', men anfører, at recessionen samtidig har været en 'lærerig proces'.

- Der er ingen opskrift at gå frem efter. At komme ud på den anden side af den økonomiske krise har været en hård kamp - men lærerigt. Den finere del af restaurantbranchen var blevet alt for arrogant og havde glemt respekten for kunderne - kunderne er kongen!, siger Gordon Ramsay.

Ramsays egne restauranter, der tæller flere end 20 fordelt på destinationer London, Tokyo, Capetown, Los Angelse, Florida og New York, har mærket krisen yderst håndgribeligt.

- Kunderne forsvandt bare fra den ene dag til den anden. De, der så endelig kom ind i restauranten, drak ingen vin og bestilte postevand fra hanen. Og mandag til torsdag var det helt galt med et meget stort frafald, men personaleomkostningerne og udgifter til husleje, varme etc. var uændrede - det var horribelt, siger Ramsay, der nu har fyret 15 procent af personalet og har fundet billigere råvareleverandører.

Gordon Ramsay Holding Limited, hvor Gordon Ramsay selv ejer 69 % og svigerfaderen den resterende del, har set overskuddet ryge fra 26 millioner ned på 3,5 millioner kroner. Samtidig slæber virksomheden rundt på en gæld på 78 mio. og havde på et tidspunkt ubetalte skatteregninger på 69 millioner kroner.

Han medgiver i interviewet, at han kunne have valgt den lette vej med en betalingsstandsning.

- Jeg kunne så have købt de lukrative dele af mit imperium fri og have ladet de økonomisk mindre attraktive af mine restauranter falde til jorden. Men det kunne jeg aldrig finde på. Man må sno sig under denne recession og søge at fastholde kundernes tillid, siger Ramsay, der med en personlig årsindtægt i størrelsesordenen 87 millioner kroner for diverse tv-shows, kogebøger og meget andet, er væsentligt bedre rustet til at komme igennem krisen end sine ukendte kolleger i restaurantbranchen, der kæmper med de samme problemer som han.

Adspurgt om hvilket råd han har til kollegerne i den hårdt trængte restaurationsbranche svarer han:

- Hold ud. Det er og bliver fortsat hårdt, men hæng i. Lad være med at blive demoraliseret, når restauranten er halvtom, men kæmp for det. Det hårde økonomiske pres vil på sigt lære restauranterne at oppe sig. Det vil pille indbildskheden ud af køkkencheferne. De skal holde sig ude i køkkenet og glemme alle de forskellige køkkentekniske gimmicks og satse på smag og for alt i verden huske at fokusere på kunderne frem for sig selv, siger Ramsay, der så forhåbentlig tager en skefuld af sin egen medicin og begynder med sig selv, da manden næppe kan påstås at være selvudslettende.

Annonce