Indlæser...
Nyheder Samfund

Irakiske børn samlet på hemmeligt sted

De irakiske kvinder og børn, der er blevet fjernet fra Brorsons Kirke, er alle samlet på en hemmelig adresse. To børn måtte ifølge Kirkeasyl have psykologhjælp

18:39, 13. aug 2009 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

De omkring tyve irakiske kvinder og børn, der natten til torsdag måtte forlade Brorsons Kirke, opholder sig alle samlet på et indtil videre hemmelig adresse. Det oplyste Kirkeasyl ved et informationsmøde på Nørrebro torsdag eftermiddag.

- De er samlet, og de er formentlig et sted her i byen, sagde Martin Spang-Thomsen fra pressegruppen.

Juragruppen i Kirkeasyl oplyser, at to børn på syv og otte år måtte have psykologhjælp efter nattens hændelser. Ifølge Martin Spang-Thomsen er børnene blevet sat i forbindelse med en børnepsykolog i løbet af torsdagen.

Kirkeasyl arbejder nu på at få etableret kontakt til de 19 irakere, der blev anholdt ved aktionen. De sidder i Ellebæk, Sandholms lukkede afdeling. Dette vil dog tage nogle dage.

Det er dog ikke kun kirkens tidligere beboere, der er mærket af nattens uroligheder. En del demonstranter på gaden kom også til skade, da de forsøgte at forhindre rydningen af kirken. De frivillige forsøger nu at få styr på situationen. Nogle af de deltagende ved mødet kom både haltende og på krykker efter sammenstød med politiet.

- Jeg har intet overblik over, hvor mange der er kommet til skade, men jeg kan se, at det er mange. Vi vil rejse en samlet anklage for dem, der har fået skader, siger Stine Brix, der er frivillig i Kirkeasyl.

Annonce