Indlæser...

Kultur-Carina får hug af H.U.G

Lars H.U.G og galleriejere synes, at Carina Christensens nye idé er 'stemmefiskeri' og 'dårligt værd at kommentere'

18:17, 02. dec 2009 | Daniel Fonseca

Annonce

  • Oversæt / Translate
Her ses sanger og kunstner Lars H.U.G åbne kunstmessen Copenhagen Art Fair. (Arkivfoto: Carsten Snebjerg)
Her ses sanger og kunstner Lars H.U.G åbne kunstmessen Copenhagen Art Fair. (Arkivfoto: Carsten Snebjerg)

Annonce

Annonce

'Kultur for alle'.

Det er hovedbuskabet bag kulturminister Carina Christensens nye strategi, som hun lancerede i dag.

Men kunstnerne selv er ikke ovenud begejstrerede for Carina Christensens ide om, at 'kunst skal udstilles i offentligt rum - dér hvor danskerne befinder sig'.

- Hils hende fra mig og sig, at det er meget fint, men at det ikke er en skid andet end stemmefiskeri. Nu skal vi give vælgerne noget for pengene, så deres skattekroner ikke hænger inde i et mørkt museum, nej hellere klaske det op på en pølsevogn eller smøre det ind i Fields. Hvem er det egentlig, hende Carina er?, siger kunstmaleren og sangeren Lars H.U.G. til Newspaq og fortsætter:

- Hvis tanken er, at man vil have mere kunst ud til folket, synes jeg, det er en god idé. Men folk synes jo, at togene bliver grimme, når man har malet på dem og brokker sig over, at de ikke kan se ud ad vinduet, siger han.

Han har en alternativ løsning

- Hun skulle give sine støttekroner til noget af den marginaliserede kunst, for det er der, kunsten virkelig opstår. Når hun spørger én af sine faste støtter, Frederik Preisler fra reklamebureauet Mensch, siger han, at Christiania er Danmarks største brand. Men det er hendes regering ved at lukke. Piben gik åbenbart forbi dem, da de var unge, så de har slet ikke lært, hvad kunst er, siger Lars H.U.G. til Newspaq.

'Dårligt værd at kommentere'
Blandt Danmarks mest anerkendte gallerier glæder de sig til at se, hvordan Carina Christensen helt præcist vil få kunsten ud 'der hvor danskerne befinder sig i hverdagen.'

- De hænger jo for helvede ikke Asger Jorn ud til folket, det tror jeg ganske enkelt ikke på. Det er jo en storm i et glas vand og dårligt nok værd at kommentere. Men man skal ikke hidse sig op over det, for forslaget er pisseligegyldigt, siger Knud Grothe, der er indehaver af Galerie Knud Grothe, til nyheds bureauet.

Gallerikollega Bo Bjerggaaard, hvor blandt andet Per Kirkeby udstiller er enig.

- Den kvalificerede kunst skal placeres i kunstens rum med respekt for kunsten. Den skal ikke placeres rundt om i landet i storcentre og andet. For der er ikke plads til fordybelse, og det er respektløst over for kunsten, siger Bo Bjerggaard til Newspaq.

Annonce