Indlæser...

Ritts sex-kort sendt til bordeller

- Vi har ingen intentioner om at købe sex. Vi sælger det, siger forbløffet modtager af Ritt Bjerregaards postkort med advarsel mod købesex under klimamødet

16:54, 08. dec 2009 | Kate Bluhme

Ritt Bjerregaard i det 'Hopenhagen', som hun helst vil se i de næste to uger - på Rådhuspladsen ved Nephew-koncerten mandag aften. (Foto: Thorkild Amdi)
Ritt Bjerregaard i det 'Hopenhagen', som hun helst vil se i de næste to uger - på Rådhuspladsen ved Nephew-koncerten mandag aften. (Foto: Thorkild Amdi)

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Prostitutionsfrit Hopenhagen - det har været afgående overborgmester Ritt Bjerregaards mål under klimamødet i disse uger.

Men aktion 'postkort imod købesex' er kikset noget så eftertrykkeligt.

Ikke nok med, at hele verden skriger af grin over, at en række københavnske bordeller har tilbudt gratis knald mod forevisning af advarselspostkortene - nu viser det sig, at kortene, som skulle være sendt ud til diverse hoteller med potentielle bordelkunder blandt gæsterne, er havnet på alle mulige andre adresser - sågar i nogle af de erhvervsvirksomheder, som kortene advarer imod.

Bordel og Skt. Petri
Det skriver nyhedsbureauet Newspaq, som har fået indsigt i kommunens hotelliste.

På den figurerer bl.a. Studio Freja. Herfra meddeler indehaveren Anette:

- Vi har ingen intentioner om at købe sex. Vi sælger det!

Og Anette oplyser, at hun har kylet en hel kasse af Ritts postkort direkte ud efter modtagelsen. Det samme er sket på det københavnske luksushotel Hotel Skt. Petri, der har fået tre portioner kort at gøre godt med. Men hotellet vil slet ikke have kortene inden for døren.

Prostitutionsfrit Bornholm
Også firmaet X 6806 ApS har modtaget kortene. Umiddelbart lyder det ikke som navnet på et hotel, og det er det ganske rigtigt heller ikke. Men det er dog alligevel ét af de 156 'hoteller', der også har fået tilsendt kortene.

Den liste, som Newspaq har fået indsigt i, rummer 62 adresser, som overhovedet ikke er hoteller. Det er derimod administrationsselskaber og holdingselskaber, som ikke har indlogeret topmødegæster i kontorlandskaberne.

Et vist antal bornholmske hoteller, hvor selskabet bag ligger i København, har ligeledes fået kortene. Desuden er en række bornholmske luksuslejligheder blevet forsynet med antiprostitutionskort.

Prostitutionsfrit Legoland
Hvis nogen topmødegæster skulle være kørt helt forkert og havnet i Jylland, kan de trøste sig med, at Ritt Bjerregaards kort måske også er ved at finde vej til Legobyen. Både Billund Hotelopsparing og Billund Lufthavnshotels hovedsæder i København er blevet postkortberiget.

Når det endelig er lykkedes Københavns Kommune at finde adresser på rigtige hoteller, har de ofte sendt både to og tre ladninger kort af sted. For adskillige hotelvirksomheder er delt op i flere selskaber, og her har alle selskaber fået en portion kort, uanset om det blot er en juridisk konstruktion, der ejer murene på bygningen.

Kampagnen har kostet 35.000 kroner, men det koster ifølge kommunens erhvervschef at lave politik.

Annonce