Indlæser...

Ældresagen: Nu er det nok!

Nedskæringer på Herlev Hospital kan koste patienter på medicinske afdelinger personlig pleje og mad - for ikke at tale om deres liv. Ældresagen raser

17:54, 08. jan 2010 | Christina Ehrenskjöld

Annonce

  • Oversæt / Translate
Ældresagen vil ikke acceptere nedskæringer og fyringer på Herlev Hospital. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Ældresagen vil ikke acceptere nedskæringer og fyringer på Herlev Hospital. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Annonce

Annonce

Forestil dig, at du er meget syg og indlagt på en medicinsk afdeling på et sygehus. Men der er ikke nok personale til at tage sig af dig. Så lægerne og sygeplejerskerne skal vælge, hvem der er allermest syg og på den måde prioritere din behandling og pleje.

Det kan blive virkeligheden for de svageste og sygeste, når Herlev Hospital i næste uge skal spare 195 millioner kroner. Nedskæringerne betyder, at 160 medarbejdere bliver fyret, mens 150-200 ubesatte stillinger ikke bliver udfyldt af personale. Og blandt de 195 millioner kroner bliver 17 millioner kroner angiveligt taget fra de medicinske afdelinger.

Sort plet i Danmarks hospitalssektor
Det vil Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen, ikke være med til. Han har 550.000 medlemmer i ryggen, når han i kølvandet på de udmeldte besparelser på Herlev Hospital råber Region Hovedstaden og Christiansborg-politikerne op:

- Det er nok nu! Den sorteste plet i Danmarks hospitalssektor er vokset. Vi vil bede politikerne på Christiansborg – deriblandt sundhedsminister Jacob Axel Nielsen - om at rette op på hospitalsforholdene. Det her får konsekvenser for de allersvageste patienter i landet, og det vil skabe grov overbelægning på hospitalet, siger Bjarne Hastrup.

- Det er politisk vedtaget i finansloven, at det medicinske område skal opprioriteres for at forbedre de medicinske patienters forhold. Og svaret på det er nedskæringer på Herlev Hospital. Der må være tale om en fejl. Det er helt og aldeles uacceptabelt.

Må undvære personlig pleje
Mange af de patienter, der typisk risikerer at blive indlagt på en medicinsk afdeling og dermed kommer i farezonen, er ældre, svage mennesker.

- Det er typisk gamle mennesker, der er meget syge og har flere sygdomme, siger Vibeke Schaltz, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Vibeke Schaltz forklarer, at det første, patienterne vil opleve er, at der ikke er ressourcer til de elementære behov som personlig hygiejne og pleje:

- De skal jo have medicinen for at overleve, så de andre behov må prioriteres ned, og mad og væske kan man i princippet få igennem en sonde, siger hun kryptisk.

Bjarne Hastrup fra Ældresagens reaktion kommer efter, at sygeplejerske på Herlev Hospital, Thomas Køhlert, i et brev nøje har beskrevet hvilke konsekvenser, den omfattende fyringsrunde vil få for behandlingen og plejen af de medicinske patienter.

Svært lungesyge
Her beskriver han, udover frygten for en unødig stigning i antallet af døde patienter, arbejdsopgaverne på de medicinske afdelinger på Herlev Hospital:

'Vi behandler svært lungesyge, alvorligt sukkersyge, samt en del andre patientkategorier med en lang række med- og følgesygdomme. Enkelte er eller bliver kritisk syge og eventuelt bevidstløse, får hjertestop, respirationsstop og meget andet og kræver akut et meget højt og intensivt behandlingsniveau', lyder det blandt andet om de arbejdsopgaver, hvor der angiveligt skal spares 17 millioner kroner nu.

Kommunikationschef på Herlev Hospital, Jens Peter Wehlitz, kan ikke bekræfte, at det nøjagtig er 17 millioner kroner, der bliver taget fra de medicinske afdelinger, og henviser til, at den endelige beslutning om, hvilke penge, der tages hvorfra, først bliver meldt ud på onsdag.

Annonce