Indlæser...

Skolerne skal holde møder som de vil

Dansk Folkeparti vil forbyde kønsopdelte arrangementer i folkeskolen, men regeringen afviser at blande sig.

18:45, 04. feb 2010 | Ritzau /Nyheder

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Blågård Skole på Nørrebro i København og andre folkeskoler med mange muslimske elever skal droppe cafémøder og fællesspisninger, hvor kun mødre inviteres. Dansk Folkeparti håber at få flertal i Folketinget for et forslag, der vil forhindre skolerne i at udelukke børnenes fædre.

- Det er helt forkert, når skolerne på den måde bøjer sig for islamiske skikke og arrangerer kønsadskilte forældremøder. Derfor fremsætter vi et forslag, der skal stoppe den praksis, siger Martin Henriksen, uddannelsesordfører for DF.

Fortæl det første dag
Selv om fædrene kun udelukkes fra enkelte sociale arrangementer og ikke de to årlige forældremøder og forældrekonsultationer, ændrer det ikke partiets holdning.

- Uanset hvad, så er det et forældremøde i den forstand, at det er skolen, der arrangerer det. Det er et møde, hvor der diskuteres emner, som er relevante for skolens elever, siger Martin Henriksen.

Samtidig opfordrer partiet folkeskolerne til, at de allerede, når eleven indskrives eller til den første forældrekonsultation, gør forældrene opmærksomme på, at der er tradition for, at både mænd og kvinder deltager i møder på skolen.

- Det skal selvfølgelig gøres på en respektfuld måde, men det er vigtigt, at skolerne tilkendegiver over for forældrene, at det er den måde, det gøres, siger Martin Henriksen.

Folketinget har betalt
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har allerede sagt, at han ikke vil kræve, at skolelederne ændrer praksis. Også Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, afviser, at regeringen vil lovgive på området.

En 'mødrecafé' på Holbergskolen i København har sat brand i denne diskussion. Lederen af Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation, Carl Christian Ebbesen, har krævet skoleleder Søren Ellesøe fyret, hvis han ville fastholde et møde om mobning, kun for mødre.

Men faktisk har et stort flertal i Folketinget bevilliget penge til det omstridte møde i aften, skriver politiken.dk .

Holbergskolen mødrecafe er nemlig del af et større integrationsprojekt, der er støttet af Integrationsministeriet. Pengene kommer fra det såkaldte satspulje-forlig, der er støttet af alle de politiske partier i Folketinget minus Enhedslisten.

Annonce