Indlæser...

Dopingjagt ved OL

Dopingforskere forventer, at vinter-OL i Vancouver får færre dopede atleter, end der var ved de skandaleramte vinterlege i Salt Lake City og Torino.

06:01, 11. feb 2010 |

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Et OL uden dopede atleter er utopi. Men derfor kan de olympiske lege i Vancouver, som begynder i weekenden, alligevel blive en succes for antidopingarbejdet.

Det mener flere dopingforskere, som vurderer, at forbedrede testmetoder får nogle atleter til at afstå fra at dope sig.

- Jeg tror helt sikkert, at de er bange for kontrollen. De er klar over, at man er lige i hælene på dem i forhold til kontrollen med dopingstoffer, og det vil få mange til at afholde sig fra at bruge doping, siger Finn Mikkelsen, sekretariatschef i Antidoping Danmark.

Klar forbedring
Samme toner lyder fra den erfarne norske dopingjæger Inggard Lerheim, som siden midten af 1970'erne har beskæftiget sig med fænomenet.

- Der er sket en radikal forbedring i vores favør med alle de nye testmetoder, vurderer Inggard Lerheim, som er næstformand i det internationale skiforbunds medicinske komité.

Både han og Finn Mikkelsen peger på blodpasset som en væsentlig faktor. Med atleternes blodpas kan man spore, hvis de har mistænkelige udsving i deres blodværdier.

Doping med eget blod
Finn Mikkelsen forventer, at nogle vil forsøge at dope sig med eget blod og kendte præparater som det epolignende stof cera.

Han tror dog, at legene i Vancouver bliver præget af mindre doping end tidligere.

Annonce