Indlæser...

Vejrgudinden er træt af sneen

ekstrabladet.dk har mødt Danmarks smukke vejrpige Anja Fonseca, der ligesom mange danskere savner sommeren

13:24, 19. feb 2010 | Daniel Fonseca

Selv når hun beretter om forfærdeligt vejr er det svært ikke at være en smule glad i hendes selskab. (Foto: Daniel Fonseca)
Selv når hun beretter om forfærdeligt vejr er det svært ikke at være en smule glad i hendes selskab. (Foto: Daniel Fonseca)

Annonce

  • Oversæt / Translate
Frieriet blev pænt ignoreret af Anja Fonseca, der ellers er single.(Foto: Daniel Fonseca)
Frieriet blev pænt ignoreret af Anja Fonseca, der ellers er single.(Foto: Daniel Fonseca)
Blå bog

Fulde navn er Anja Karin Møller Fonseca

Født i 1977 i Agedrup på Fyn, hvor hun er vokset sammen med sine forældre, storebror og to ældre søstre.

Student fra Mulernes Legatskole i 1995 og cand.scient. i geologi fra Københavns Universitet i 2005.

Mor til Clara på fire år, der går i børnehave.

Bor i Hillerød

Flyttede til København, da hun var 20 år, fordi hun skulle begynde på Geologi på Københavns Universitet. Det var første gang hun var i hovedstaden. Kun en enkelt gang inden havde hun været på Sjælland - nemlig på en studietur til Lejre

Forfatter til bogen 'Ekstremt vejr og vejrfænomener' i Danmark sammen med kollegerne Bettina Bjerring, Søren Jacobsen og Jesper Theilgaard, der blev udgivet i 2009.

Blev skilt i efteråret 2009 og flyttede ud af familiens villahus i Hillerød sammen med sin datter, hvor hun stadig bor i nærheden af sin eksmand

Annonce

Annonce

Hun ligner en gudinde. Det er hun næsten også. En vejrgudinde vel at mærke. Navnet er Anja Fonseca - tv-meteorolog hos Danmarks Radio.

ekstrabladet.dk har trodset sneen og taget turen til DR Byen på Amager for at møde Danmarks populæreste vejrpige.

- Der dukker flere og flere kønne piger ligesom dig op som reportere og vejrpiger på tv. Tror du, at det er et bevidst valg?

- Jeg synes nu, at vi på DR har lidt for alle, og jeg havde da aldrig fået jobbet, hvis ikke jeg havde en naturvidenskabelig uddannelse. Men jeg tror da, at udseendet også har gjort udslaget, siger Anja Fonseca.

- Så du har hele pakken?

- Det sagde du. Det var ikke det, som jeg mente. Jeg tror bare begge ting gør udslaget, siger hun.

Lortevejr

- Hvordan er det egentlig at være vejr-vært, når vi danskere altid brokker os over vejret?

- Det har jeg det fint med, fordi jeg har gnist og en lyst til at formidle. Jeg prøver altid at være objektiv og ikke komme med mine egne holdninger, siger Anja Fonseca.

- Hvordan det?

- Der er jo altid nogen, der synes, at det er lortevejr. Hvis det er varmt, og jeg siger ’det er dejligt med varme og solskin’, så er det jo ikke sikkert, at alle synes det er fantastisk, siger hun og fortsætter:

- Her til vinter bliver jeg da også irriteret over sneen, fordi jeg jo cykler på arbejde. Det er jo mere besværligt, når vejene er fedtede og glatte, så jeg vil da godt indrømme, at jeg glæder mig til foråret. Min trang til vinter er tilfredsstillet.

- Kan du så ikke få al den sne væk, når nu du er Danmarks ukronede vejrdronning?
Haha det er jeg altså ikke. Jeg prøver at vende det om og sige til mig selv, at jeg alligevel ikke kan ændre vejret. Jeg prøver at prise mig heldig, hvis jeg får muligheden for at cykle på arbejde. Det er hårdt, fordi jeg elsker sport, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror, at folk vil tænke, at det egentlig var meget fedt med vinteren og sneen. Jeg glæder mig dog til sommervejret kommer. Så kan jeg komme ud og cykle.

Bliver hysterisk

- Du har fortalt, at du hver morgen cykler til din arbejdsplads her på Amager fra Hillerød, hvor du bor [38 kilometer red.]. Hvad er der egentlig med dig og al den cykling?

- Jeg har altid elsket at cykle. Min eksmand John har også været professionel cykelrytter, og når jeg har muligheden, så cykler jeg gerne, men jeg havde desværre ikke haft så meget tid, efter jeg blev mor for fire år siden og på grund af jobbet. Faktisk savner jeg nogen at cykle med, siger Anja Fonseca, der samtidig afslører, at hun har en lille samling af cykler:

- Jeg har en fire-fem stykker. Blandt andet en mountainbike, en crosser og en ’sommerlandevejscykel’.

- Kører du så rundt med cykeludstyr i tasken, hvis nu du skulle punktere?

- Det er faktisk pinligt at sige det, men jeg kan blive helt hysterisk, når jeg punkterer.

- Hvordan hysterisk?

Fordi jeg hurtigt får kolde fingre, som bliver helt hvide. Kender du ikke det?, spørger hun.

- Næh ikke rigtigt…

- Jeg ved, at når jeg skal lappe en cykel, så har jeg en kort frist at nå det på, inden mine fingre bliver for kolde. Så bliver jeg hysterisk, stamper i jorden og kan mærke tårerne presse på. Nogle gange har jeg ringet til min eksmand, og han har bare grinet og sagt, ’hvad kan jeg dog gøre ved det?, svarer Anja Fonseca

Ignorerer reporters frieri

- Jeg har ikke kunne undgå at bemærke dit smukke efternavn. Hvor kommer det egentlig fra?

- Min far er af indisk oprindelse, og navnet kommer fra min indiske farfar. Det stammer formentlig helt tilbage fra dengang portugiserne var en stor søfartsnation og blandt andet tog til Indien, siger hun.

Hun fortæller, at hun fik et problem, da hun blev gift for nogle år siden.

- Jeg kunne ikke få mig selv til at give afkald på ’Fonseca’, da jeg blev gift, så det endte med, at vi beholdte hver vores navne.

- Du ville ikke få et navneproblem, hvis du nu giftede dig med mig…(?)

Anja Fonseca slår en latter op, men ser ikke ud til at tage imod det skjulte budskab.

- Da jeg var lille jokede, jeg faktisk med, at jeg var i familie med Daniel Fonseca. Altså ham fodboldspilleren [landsholdspiller fra Uruguay med fortid i flere italienske serie A-klubber]. Jeg sagde, at han var min fætter. Dét troede folk på.

- Men du og jeg er ikke i familie?

- Nej!

- Ok, jeg skulle bare være helt sikker, fordi mine kolleger spørger mig hele tiden.

- Måske skal vi bare til at sige, at vi er det. Det er nok det nemmeste.

ekstrabladet.dk´s reporter undlader på falderebet at fri igen, men får i stedet et varmt knus i kulden af Danmarks vejrgudinde.

Annonce