Indlæser...

Chokerende forårsvejr

Forårsvejret er udskudt til sidste uge i marts. I mellemtiden fortsætter den lave luftfugtighed indendørs, der bevirker, at mange af os får stød hele tiden

10:23, 10. mar 2010 | David Andersen

Annonce

  • Oversæt / Translate
Statisk elektricitet kan ramme selv den bedste. (Foto: Polfoto)
Statisk elektricitet kan ramme selv den bedste. (Foto: Polfoto)

Annonce

Annonce

De lover og lover, de meteorologer, men forårsvejret lader stadig vente på sig.

Ifølge vejret.dk skal vi helt frem til den sidste uge i marts, før vi får noget, der kan kaldes forårsvejr.

- Først der får vi brudt den konstante vind af kold luft, som vi har oplevet et godt stykke tid, siger meteorolog Kim Bentzen fra vejret.dk.

Selv om temperaturen inden da godt kan kravle op og snuse til fem graders varme, vil det generelt være meget koldt - især om natten, hvor temperaturen fortsat kan komme ned på 10 graders frost.

Det kolde vejr har, som mange har bemærket, bevirket, at man får usædvanligt mange stød, når man er indenfor.

Opvarmet luft har skylden
De fleste oplever flere gange dagligt at få stød på katten, den bærbare computer eller metalhåndtag på grund af statisk elektricitet.

Det skyldes at der er meget lav luftfugtighed indenfor. Luftfugtigheden fungerer som en aflader for elektriciteten i luften, og når luftfugtigheden er lav, er afladningen svag.

Den lave luftfugtighed indendørs skyldes den kolde luft udenfor, som udvider sig, når den kommer ind i vores varme hjem.

Når luften udvider sig, falder luftfugtigheden, fordi der er plads til flere vandmolekyler i varm luft end i kold.

Hvis forklaringen her er svær at sluge, så læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Annonce