Smækkede døren

12:35, 15. mar 2010 | Henrik Schou

Oversæt / Translate

- Vi vidste det jo godt et sted inden i, alle alarmklokker ringede. Men han nægtede pure, når vi spurgte ham. Og tænk nu, hvis vi tog fejl, siger Rikke om at vende det blinde øje til misbruget. (Foto: Henrik Schou)

Seneste nyt i Samfund

Seneste nyt i Nyheder

Mest læste i Nyheder

– Mor, må jeg ikke bare få en pose krydderboller?

Sådan sagde Mads, da han igen stærkt påvirket stod foran døren til sit hjem.

Hans mor havde bedt ham træffe valget mellem sit misbrug og familien. Han valgte misbruget og gik.

– Så ondt i sit hjerte kan man da ikke have, tænkte jeg. Det har været forfærdeligt, fortæller Rikke Friis. Interviewet er hårdt for moderen, der er tydeligt berørt af at skulle fortælle om sin søns omfattende misbrug.

– At sige nej til sit eget kød og blod, det har mange mennesker sikkert svært ved at forstå. Men hvis vi blev ved med at sige ja, så blev vi jo med-misbrugere. Vi valgte hans misbrug fra – ikke Mads, siger hun.

– Når jeg havde sagt fra, havde jeg det forfærdeligt. Jeg vidste jo aldrig, om jeg fik min søn at se igen. Måske ville han dø med sit misbrug.

Har været blind
Hjemmet ligner på ingen måde noget, der har huset en narkoman.

Men det gør Rikkes våde øjne, når hun levende fortæller om det, hun kalder sin karriere som forælder til et misbrugsbarn.

– Jeg var ikke vant til at omgås folk, der tager stoffer. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle se efter.

Via kommunen fik Rikke kontakt til et misbrugscenter. Her mødte familien op efter at have forsøgt at klare problemerne selv.

– Mads meddelte, at han ikke ønskede at komme i behandling, han vil hellere fortsætte med at tage stoffer.

– Så brød min verden sammen. Det måtte være en dårlig film. Nogen må spole tilbage. Det er løgn, tænkte jeg bare.

Løj for kommunen
Mads kom længere og længere ud.

Efter fem måneders hård kamp med kommunen og socialrådgivere greb Rikke til et desperat trick i forsøget på at Mads behandlet.

– Jeg ringede og løj mig til at få udleveret mobilnummeret på formanden for socialudvalget, siger Rikke.

Hun gav formanden en klar besked.

– Min dreng når jo at dø af det her, før der sker noget. Jeg græd, hulkede og tiggede ham om at gøre noget.

Kort efter fik hun beskeden: Mads ville blive hentet tre dage senere og kørt i døgnbehandling.

– Jeg var lettet og rigtig ked af det på samme tid. Hvordan skulle det dog gå. Men hvis han ikke kom af sted, så ville han ikke klare den.

– Hvad er dit råd til andre, der har mistanken til deres børn?

– Du skal stole på din mavefornemmelse. Hvis noget ikke er, som det skal være, så gå ind i det. Du må aldrig bare lade det ligge. Mor ved bedst.

– Og så skal du bede om hjælp. Tro ikke, du er dårlig forælder, hvis du ikke kan klare det selv. Kun ved at vi har fået hjælp, har vi klaret det her.