Indlæser...

Ekspert: B.T. lyver i X Factor-sag

B.T. indrømmer over for teleekspert, at deres artikler om sms-stemmer i X Factor er baseret på fejlagtige udsagn og påstande. Men det får læserne ikke at vide, skriver Børsen

17:32, 18. mar 2010 | David Andersen

X Factor-dommerne Soulshock, Rosendahl og Remee skal i ilden igen på fredag. (Foto: Jan Unger)
X Factor-dommerne Soulshock, Rosendahl og Remee skal i ilden igen på fredag. (Foto: Jan Unger) Se stort billede | Del

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Ifølge teleekspert er der klare beviser på, at B.T. har løjet for sine læsere om sms-skandalen i DR’s populære talentshow X Factor.

Det skriver Børsen.dk torsdag.

B.T. har i ugens løb afsløret store problemer med sms-afstemningerne til det populære DR-program X Factor, hvor en stribe håbefulde prøver at synge sig til berømmelse og pladekontrakt.

Afsløringerne har medført vild panik hos DR, som flere gange siden har ændret afstemningsproceduren.

Men nu står en teleekspert frem og afslører, at B.T. har løjet for deres læsere.

- B.T. har ikke brugt al den information, som har været tilgængelig, og de har brugt fup i stedet for fakta, siger John Strand, der er direktør for tele-analysevirksomheden Strand Consult, til Børsen.dk.

Har mailkorrespondance fra B.T.-journalist
Han siger til avisen, at han har mailkorrespondance fra B.T.-journalist Lars Fogt, som understøtter hans påstand.

Børsen.dk er i besiddelse af mailkorrespondancen mellem Lars Fogt og John Strand.

Det er især faldet John Strand for brystet, at B.T. har skrevet, at kun 10-15 procent af X Factor-stemmerne når frem. Efter at have konfronteret B.T.'s journalist, får han ifølge Børsen følgende svar fra journalist Lars Fogt:

'De 10-15 pct. er en påstand, men det går nok i sådan et spørgsmål, som jo nærmest er fjolleri'.

Fiktion og manipulation
- B.T. pisker en sag op, som de selv indrømmer er baseret på fejlagtige udsagn. Sagen er kommet fuldstændig ud af proportioner med indblanding fra politikere, og jeg vil ikke kalde det journalistik. Jeg vil kalde det fiktion og manipulation, siger John Strand til Børsen.dk.

Han offentliggør i løbet af de næste 14 dage et notat som ifølge ham beviser, at B.T.'s påstande om en sms-skandale i X Factor er falske.

B.T.'s ansvarshavende chedredaktør, Peter Brüchmann, afviser anklagen om manipulation.

Han påpeger bl.a., at John Strand tidligere har været medejer af selskabet Unwire, som administrerer optællingen af sms-stemmer i X Factor, og det mener Peter Brüchmann påvirker hans angreb på B.T.

Annonce