Indlæser...

Danskerne: Drop skattestoppet

Et klart flertal i befolkningen vil gøre op med regeringens skattestop

07:14, 19. mar 2010 | Mette Pedersen

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce

Et klart flertal af danskerne ønsker nu skattestoppet fjernet. Dermed smuldrer opbakningen for første gang til et af regeringens absolutte varemærker, som har været en af de tungtvejende årsager til regeringens genvalg i 2005 og 2007.

Ifølge en ny meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2, mener 53 pct. af danskerne, at det er en god ide at gøre op med skattestoppet. Mens 37 pct. gerne vil beholde skattestoppet, der har garanteret ro om skatter og afgifter siden 2001.

Løkke: Det står vagt om skattestoppet
Den svindende opbakning til skattestoppet får dog ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at vakle.

- Vi står vagt om skattestoppet. Et land i krise har ikke brug for, at man sætter skatterne op og dermed udflager endnu flere danske arbejdspladser. Det er min holdning, og så må danskerne finde ud af, om de er enige, siger statsministeren til Politiken.

Prisen er for høj
Socialdemokraterne og SF har allerede kastet skattestoppet i graven. De to partier mener, at målingen viser, at danskerne er bevidste om en virkelighed, hvor skatterne skal op, for at velfærden kan hænge sammen.

- Mange danskere kan se, at prisen for regeringens skattestop er kæmpestore nedskæringer i kommunerne, og det bryder de sig ikke om, siger S-formand Helle Thorning-Schmidt til Politiken.

S og SF fremlagde i august en skatteplan, hvor de varslede skattestigninger for mindst 17 mia. kroner.

I går slog Thorning-Schmidt igen fast, at skattestoppet er dødt i en S-SF-regering. Men danskernes lyst til at afskaffe skattestoppet får ikke de to partier til at drømme om flere skattestigninger end dem, de varslede i august. Det garanterer SF’s formand.

- Vi er jo ikke interesseret i at brandbeskatte danskerne, siger Villy Søvndal til Politiken.

Annonce