Indlæser...

Chokolade-selskaberne er hyklere

Medskyldige i børneslaveri: Elfenbenskystens ambassadør langer kraftigt ud efter verdens største chokoladeselskaber med Nestlé i spidsen

13:06, 21. apr 2010 | Miki Mistrati

Annonce

  • Oversæt / Translate

Annonce

Annonce
Afsløringerne af ulovligt brug af børneslaver i chokoladeindustrien er for alvor nået til præsidentpaladset i Abidjan i Elfenbenskysten.

Præsident Laurent Gbagbo har derfor sendt sin ambassadør i Danmark, Ly Djerou Robert, på ekstraarbejde.

– Nestlé og alle de andre store chokoladeselskaber taler meget om social ansvarlighed, men de betaler stort set ingen penge til bekæmpelsen af problemet. Det er jo hyklerisk, siger Ly Djerou Robert fra sit kontor i Hellerup.

– Chokoladeselskaberne tænker kun på profit og deres aktionærer. Imens bliver vores lands kakaofarmere underbetalt, og de bliver nødt til at benytte børn i nogle tilfælde, siger Ly Djerou Robert.

Småpenge for kakaoen
I 2009 havde verdens største fødevareselskab Nestlé et overskud på 54 milliarder kr.

– Selskaber som Nestlé betaler vores farmere småpenge for kakaoen i forhold til, hvad de tjener på chokoladen, siger Ly Djerou Robert, der erkender problemet med ulovligt børneslaveri og handel med børn i den internationale chokoladeindustri, som danske Tom’s og Cocio også får kakao fra.

– Det er langt fra al chokolade, der produceres under de forhold. Men skal vi problemet til livs, må chokoladeselskaberne holde op med kun at tale. Vi skal se handling og penge nu, siger Ly Djerou Robert.

Ifølge Nestlé har koncernen brugt over 300 millioner kroner over de sidste 15 år på hjælpeprojekter i de kakaoproducerende lande.

Et beløb, som Nestlé bruger, når de skal forsvare sig mod beskyldninger om manglende social ansvarlighed.

’Hjælpen’ forsvinder
– Jeg ved ikke, hvordan de kommer frem til det beløb. Vi ser i hvert fald ikke de penge i Elfenbenskysten. Det kan jeg garantere. Vores regering har siden 2001 selv finansieret 95,4 procent af alle udgifterne til projekter, der skal hjælpe kakaofarmerne til ikke at benytte ulovlig børnearbejde, siger Ly Djerou Robert.

De sidste 4,6 procent kommer ifølge ambassadøren fra ILO (FN), Unicef, ngo’er og ICI (chokoladeindustrien, red.).

– Bliver du ikke vred på chokoladebranchen og Nestlé, når de tilsyneladende lyver?

– Jeg er diplomat, så mit job er ikke at blive vred ... Men jeg bliver ked af det.

Ministre i samråd
Senere i dag tager Folketinget hul på spørgsmål. Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og udviklingsminister Søren Pind (V) er i åbent samråd kl. 14.00. De skal svare på spørgsmål om børneslaveri i chokoladeindustrien.

Annonce