– Jeg kunne heller ikke forstå det i fredags, men nu er alt godt.
Det var nogenlunde konklusionen fra en særdeles tilfreds transportminister
Hans Christian Schmidt (V) oven på et krisemøde med Trafikselskaberne om det
omdiskuterede rejsekort.
Fredag kom det frem i et internt notat fra Trafikselskaberne, at rejsekortet,
der skal erstatter det nuværende billetsystem, ville komme til at koste 150
millioner kroner ekstra de næste femten år - i alt 2.25 milliarder kroner.
En regning som enten ville ramme skatteyderne eller pendlerne.
– Det, vi kunne bekræfte hinanden i, er, at det her er gamle tal, som slet
ingen aktualitet har i dag, siger transportministeren om notatet, der er fra
i sommer.
Læs også: Budget
eller ej - det er rigtig mange penge.
Han uddyber, at det omtalte beløb i notatet skulle bruges til et nyt
billetteringssystem i forbindelse med rejsekortet. Men den udgift er der
allerede taget højde for i trafikselskabernes budgetter. Blandt andet fordi
trafikselskaberne hele tiden har kalkuleret med at bruge penge på at forny
de eksisterende billetautomater.
Det må de forklare
Men præcis hvorfor trafikselskaberne havde fundet på at fortælle om en ekstra
udgift i milliardklassen i et notat op til økonomiforhandlinger, når nu
pengene alligevel var sat til side i budgettet, kunne ministeren ikke svare
på.
– Ja, men der er er det bare, jeg siger, at de må forklare, hvad der står i
deres notat.
Skræknotatet, der altså skulle have været et input til Økonomiforhandlingerne
2011, anbefalede også, at staten stillede en slags lånepulje til rådighed,
så eventuelle ekstra udgifter ikke ville ramme pendlerne
Thomas Kastrup Larsen, formand for Trafikselskaberne i Danmark, begrunder
notatet, der satte en skræk i livet hos transportministeren, med, at man
havde blot håbet på et tilskud.
– Vi beskriver nogle af de omkostninger der er ved at lave et nyt
billetteringssystem. Det har man så valgt at sige, at det vil man ikke
honorere.
Han understreger, at billetpriserne med rejsekortet ikke vil stige, da man er
underlagt et takstloft, men man afslører dog, at rejsekortet alligevel kan
få omkostninger for pendlerne.
– Grunden til at vi nævner de her risikoelementer (i notatet red.), det er, at
der er nogle usikkerheder i forhold til, hvordan provenuet kommer til at
falde ud, når rejsekortet bliver gennemført. Så er det bedre, at der er en
bufferpulje i stedet for, at vi skal bede vores ejere om penge. Hvis ejerne
ikke skal betale dem, så skal vi ud og reducere vores rutenet, siger Thomas
Kastrup Larsen.
