Et behandlingssted for flere end 150 psykisk syge misbrugere får mandag en
chef, der tidligere i år blev afsløret i at slå en af sine medarbejdere i en
kæmpebrandert.
6. januar drak Jørgen Marthedal sig fra sans og samling under en personalefest. Og under et skænderi gav han en kvindelig ansat en flad i ansigtet. Han var på det tidspunkt chef for Center for Misbrugsbehandling
Københavns Kommune suspenderede Marthedal, og efter en undersøgelse blev han fjernet fra sit job. Kommunen valgte dog at beholde misbrugschefen og lovede ham et tilsvarende job. Og den stilling får Jørgen Marthedal på mandag, hvor han overtager chefstolen på misbrugscenteret Ringbo.
LÆS OGSÅ: Misbrugschef slog kvindelig ansat
Socialchef: En alvorlig fejl
Ifølge den administrerende direktør for Københavns socialforvaltning er det
helt naturligt, at den voldelige misbrugschef nu overtager det store center
til en årsløn på mere end 600.000 kroner:
– Det er rigtigt, at han fik en påtale dengang. Og jeg vil gerne gentage, det var en alvorlig fejl, han begik, siger Anette Laigaard til Ekstra Bladet.
– Men man kan også godt begå fejl og komme videre.
– Det er nogle meget svage borgere, som Ringbo tager sig af. Hvorfor vælger I lige ham til den stilling?
– Han var centerchef og har været centerchef i mange år. Han har vist, at han godt kan finde ud af at lede, forklarer den administrerende direktør.
– Så har han begået en fejl. Det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. Men det kan man også godt lære af og stadigvæk have en fremtid i socialforvaltningen.
EKSTRA BLADETS LEDER: Fy fy, skam dig!
Anette Laigaard forklarer, at man har tilbudt Ringbos tre tillidsrepræsentanter et møde mellem dem, Jørgen Marthedal og ledelsen på Ringbo.
– Det var så kun en af de tre tillidsfolk, der dukkede op. Men vedkommende var positiv, siger Anette Laigaard.
- Kan du ha' en god dag
Hovedpersonen selv var yderst kort for munden, da Ekstra Bladet ringede ham
op for at spørge til hans nye job. Spørgsmålet om han - efter sit voldelige
overfald på en medarbejder - er den rigtige til jobbet, havde han bestemt
ikke lyst til at svare på:
– Kan du have en god dag, svarede den slagfærdige misbrugschef kort og smed herefter røret på.
Køb Ekstra Bladet i dag
