Se
den interaktive grafik på mobil - klik her
Den officielle forklaring var, at Neil Heywood, 41-årig britisk forretningsmand, døde af druk på sit hotelværelse i den kæmpestore kinesiske by Chongqing i november i fjor.
Myndighederne skyndte sig at få liget af briten brændt - og så var den potte ude. Troede man.
Men i den følgende tid gik rygterne om, hvad der faktisk var sket. Og i dag
kulminerede sagen med, at Neil Heywoods tidligere gode veninde, advokaten og
forretningskvinden Gu Kailai, fik en dødsdom for giftmord. Dødsdommen blev
dog gjort betinget. En ansat hos Gu Kailai og hendes mand, den tidligere
toppolitiker Bo Xilai, fik ni års fængsel for medvirken til giftmordet.
Læs: Se også: Betinget dødsstraf - hvad går det ud på?
Jo, han var faktisk fuld
Retssagen mod Gu Kailai, som har kørt med lynets hast og blev afviklet på kun
én dag den 9. august, viste, at Neil Heywood angiveligt faktisk var fuld den
dag, han døde. Og det selv om hans undrende familie og venner efter
myndighedernes forklaring om dødsårsagen havde meget svært ved at tro det,
for Heywood var kendt for et meget mådeholdent forbud af alkohol.
Forklaringen i retssalen var, at Gu Kailai og hendes søn Bo Guagua havde gjort forretninger med deres britiske ven. Guagua, som nu bor og studerer i USA, var blevet hjulpet ind på de bedste vestlige skoler og universiteter af Heywood, som selv havde en baggrund på Englands fineste kostskoler.
Havde truet unge Guagua
Men i efteråret i fjor var Heywood og den unge Guagua blevet uvenner over en
forretning, og Heywood havde angiveligt sendt den unge kineser en besked om,
at han ville ødelægge ham.
Læs: Se også: Kinesisk mor dræbte for sønnens skyld
Det førte, forklarede Gu Kailai under retssagen, til, at hun selv fik en
nervøst sammenbrud. Hun sendte i november 2011 sin og ægtemanden Bo Xilais
ansatte, den 33-årige Zhang Xiaojun, til Beijing for at lokke Niel Heywood
til Chongqing, hvor Bo Xilai var den almægtige partichef. På det mondæne
Lucky Holiday Hotel mødte Gu Kailai sin gamle bekendt - rygter har villet
vide, at de havde et forhold kørende.
Læs: Se også: Blev han myrdet af sin elskerinde?
Hældte cyanid i halsen på ham
Zhang blev uden for hotelværelset, mens Kailai og Neil hyggede sig med te og
det, der var stærkere. På et tidspunkt blev Heywood, lyder forklaringen,
fuld og skulle kaste op. Gu Kailai hjalp ham på badeværelset, men smuttede
også ud til Zhang, som på forhånd havde sørget for en flaske med den
dødelige cyanid-gift. Da Heywood bad om noget at drikke, hældte Gu Kailai
giften direkte i munden på ham.
Læs: Se også: Paranoid giftmorder eller syndebuk?
Dette forløb har både hun og Zhang erkendt i retten, hvor Bo Xilais kone i øvrigt er benævnt Bogu Kailai.
Fire politimænd dømt i sagen
Samtidig med, at de sammensvorne er blevet dømt for mordet, har fire
højtstående politifolk fra Bo Xilais Chongqing i dag fået fængselsdomme på
fra fem til 11 år for at have dækket over forbrydelsen. Disse domme kan
blive særligt belastende for Bo Xilai, fordi de kan antyde, at han som deres
øverste politiske chef har haft kendskab til hustruens forbrydelse.
At mordet blev dysset ned som et drukdødsfald, førte til anspændte forhold
mellem Kina og Neil Heywoods hjemland, Storbritannien, hvor regeringen var
rasende over ikke at være ordentligt informeret om den britiske statsborgers
død under usædvanlige omstændigheder.
Læs: Se også: Cameron truer sløve spionchefer med rødt
kort
Ordentlig besked fik briterne efter det oplyste først, da Bo Xilais næstkommenderende og politichef, Wang Lijun, i februar i år henvendte sig på USA's konsulat.
Alle tiders skandale i Kina
Denne henvendelse blev årsag til, at sagen fra Chongqing udviklede sig til
den største politiske skandale i Kina i nyere tid. Wang gik til
amerikanerne, angiveligt med oplysninger om giftmordet og om Bo Xilais viden
om både det og illegale valutatransaktioner. Han fik ikke asyl, men overgav
sig 'frivilligt' til de kinesiske myndigheder. Hans videre skæbne er ukendt,
men Bo Xilai selv blev i de følgende måneder fjernet fra alle sine poster i
det kinesiske politiske hierarki, hvor han ellers stod til avancement, når
den kinesiske magtelite planmæssigt udskiftes i løbet af det kommende halve
års tid.
Læs: Se også: Mystisk død og magtkamp i Kina under lup
Den britiske regering lagde pres på kineserne for at få Neil Heywoods død
undersøgt til bunds, og rygterne gik med ekspresfart over hele verden,
inklusive Kina, og det på trods af, at nogle af landets mest populære chat-
og blog-fora på internettet blev lukket ned for at forhindre debat om den
celebre skandale-sag. Lidt efter lidt kom den ene skandaleoplysning om den
karismatiske Bo og hans ambitiøse kone frem efter den anden.
Læs: Se også: Kinesisk milliardær anholdt i skandalesag
En officiel meddelelse om Bos exit fra alle politiske poster kom i april, samme dag, som også meddelelsen om mistanken mod Gu Kailai blev officiel.
Bo Xilai er ikke set siden midten af april. Bo Guagua, den unge søn, som
angiveligt var årsag til mordet, tog i foråret eksamen fra Harvard
Universitetet i USA. Han oplyste, at han satsede på at læse videre i USA,
gerne jura.
Læs: Se også: Kina-skandalen: Unge Bo forklarer sig
