En antimuslimsk film, der
udløste blodige optøjer i Egypten og Libyen, er blevet
promoveret af den amerikanske præst Terry Jones, der er kendt for sine
koranafbrændinger.
’Innocence of Muslims’, som filmen kaldes, afbilleder profeten Muhammed i seng med kvinder og fremstiller muslimer som en bande homoseksuelle og pædofile bøller.
Terry Jones, der står i spidsen for en lille kristen menighed i det nordlige Florida, forsvarer, at han tirsdag viste en trailer for filmen via kirkens hjemmeside.
- Det faktum, at vrede demonstranter angreb den amerikanske ambassade i Kairo (…) udstiller blot islams mangel på respekt for andre religioner, siger Jones i en udtalelse på den nu lukkede hjemmeside, standupamerianow.org.
Læs: Derfor
raser muslimerne i Libyen og Egypten
Læs: Nybroe
skulle spise med dræbt ambassadør
59-årige Jones er en tidligere hotelmedarbejder, der med stor succes har brugt internettet - Youtube, Twitter, Facebook - som megafon for sine antimuslimske holdninger. Han har forfattet bogen 'Islam er af djævlen' og placeret antiislamiske skilte foran sin kirke, Dove World Outreach Center, i Gainesville.
Jones og hans menighed mener, at muslimer forsøger at indføre Sharia i USA og siger, at koranafbrændingerne skal skabe opmærksomhed omkring islam.
Den fanatiske præst skabte internationale overskrifter, da han i 2010 udnævnte den 11. september - årsdagen for terrorangrebet mod World Trade Center - til 'international koranafbrændingsdag'.
Henrettet på havegrill
Terry Jones planlagde at sætte ild til 200 kopier af koranen, da den
daværende amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, personligt opfordrede
ham til at holde igen med tændstikkerne, da det kunne bringe amerikanske
soldaters liv i fare.
Jones bøjede sig for presset og svor, at han aldrig nogensinde ville afbrænde en koran.
- Vi føler, at Gud har bedt os om at stoppe, sagde han dengang.
Men Jones holdt ikke sit løfte. I marts 2011 gennemførte præsten en ’retssag’, hvor islam var på anklagerbænken. Islam blev ’dømt til døden’, og en kopi af koranen blev efterfølgende lagt på en havegrill og antændt.
Afbrændingen blev videofilmet og klippet lagt på internettet. Det udløste uroligheder i Afghanistan, hvor mindst 12 mennesker blev dræbt under voldsomhederne.
USA-ambassadør dræbt
Demonstranter i Egypten og Libyen eksploderede tirsdag i vrede over filmen
'Innocence of Muslims' og angreb USA’s ambassader i Kairo og Benghazi.
I Benghazi blev den amerikanske ambassadør, Christopher Stevens, og tre andre ambassadeansatte dræbt.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har fordømt angrebet og siger i en udtalelse, at ’hadefuldt materiale på internettet’ ikke retfærdiggør ’denne slags voldelige handlinger’.
