Skan Rejser var ganske uvidende om sprit-tragedien i Tjekkiet, da
ekstrabladet.dk på vegne af rejseselskabets mange gæster i landet kontaktede
Skan Rejser fredag.
- Det er helt nyt for mig, hvad I fortæller, og jeg undrer mig over, at vi intet har fået at vide, siger den daglige leder hos Skan Rejser, André Sivertsen, til ekstrabladet.dk.
Skan Rejser har i øjeblikket 65 danske turister i Prag, men ingen af dem er tilsyneladende blevet informeret om den eskalerende sprit-tragedie med 18 døde og 24 indlagte.
Ambassaden bør give et vink
- Vi kan jo ikke informere om noget, som vi ikke selv er blevet oplyst om. Men
når det er sagt, så vil jeg gerne understrege, at vi med det samme sørger
for, at vores guider i Prag spreder budskabet, siger André Sivertsen.
Læs også: Se også: Danskere i Prag: Vi anede intet
Chefen hos Skan Rejser mener ikke, at rejseselskabet burde have et system, som i sådanne situationer med sikkerhed opnår viden om sagen hurtigt til gavn for gæsterne.
- Så kunne det ende med, at vi forpligtede os til at informere om stort set alt. Jeg vil hellere vende den om og sige, at den danske ambassade burde have prikket os på skulderen, siger André Sivertsen.
