Selv om hashsalg er forbudt i Danmark, kan man vade ind i butikken Smokenhagen
i Lavendelstræde i København og købe både hash, pot, skunk og en lang række
produkter, som bruges til hashrygning.
Man kan oven i købet få en kvittering på sine indkøb.
Læs også: Se også: Johanne er sur: Jeg inhalerede flere gange
Det har vakt opsigt hos både politikere og medier, men butikken er ikke blevet lukket, og torsdag aften var indehaveren Khodr 'Cutter' Mehri inviteret i Aftenshowet, hvor han diskuterede fri hash med Peter Skaarup (DF) i DR's bedste sendetid.
Her understregede Skaarup, at Dansk Folkeparti er imod en legalisering af hash.
- Der er en stor risiko forbundet med at gøre det nemmere for børn og unge at købe hash, sagde Peter Skaarup blandt andet.
Flertal for fri hash
Til gengæld fik Khodr Mehri stor opbakning hos programmets seere, som under
debatten kunne stemme via sms på, om de er for eller imod en legalisering af
hash i Danmark.
Og hele 67 procent af de stemmeafgivende seere er for, kunne værten Mark Stokholm afsløre.
Khodr Mehri siger, at butikken er lavet for netop at sætte fokus på en legalisering af hash i Danmark, og foreløbig må projektet siges at være lykkedes for ham.
Hvad synes du? Skal hash legaliseres i Danmark? Deltag i afstemningen og giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder.
