Efter en fuldstændig kaotisk dag på tognettet til og fra Københavns
Hovedbanegård i går, er der håb for pendlere og andre togpassagerere i dag.
Togene kører næsten som planlagt her til morgen.
- De tekniske problemer, vi havde i går, har vi heldigvis elimineret, så de problemer har vi ikke i dag, siger Torben Holm Hansen, vagthavende trafikinformationsleder i Banedanmark, med henvisning til de massive signalproblemer, der forårsagede store forsinkelser og aflyste tog i går. Det faldt uheldigvis oven i det meget store planlagte sporarbejde på Hovedbanegården.
Læs også: Se også: Har du ventet i over en time? - Snup en taxa på DSBs regning
- Det er klart, at det gav noget frygteligt mudder. Men det ser rigtig fint ud fra morgenstunden. Det er vigtigt at slå fast, at der hele tiden havde været planlagt, at vi skulle køre med betydeligt færre tog efter en særkøreplan her i efterårsferien. Derfor må man ikke tage det som udtryk for, at der stadig er problemer, at vi har den særkøreplan, siger Torben Holm Hansen og fortsætter:
Læs også: Se også: DSB-kaos: Sendte passagerer over skinnerne
- Vi har også indkaldt ekstra personale, så hvis nogle af de ting skulle dukke op, så har vi folk på plads de steder til hurtigt at kunne gribe ind. Så vi kører med små forsinkelser ud og ind af Hovedbanen, og det meste af det kan indhentes, når de er ude at køre. Det svarer lidt til, hvis man kører i bil på motorvejen og kommer ind i et vejarbejdsområde, så skal man også sænke farten lidt, siger han.
- Så man behøver ikke at tage hjemmefra i meget god tid i dag?
Læs også: Se også: Signalproblemer giver voldsomme togforsinkelser
- Nej, der er overhovedet ikke de problemer, vi havde i går, men som sagt, man skal være opmærksom på, at vi kører efter en særkøreplan, så generelt vil det tage længere tid at køre fra A til B, fordi der er noget med togskift for manges vedkommende. Men jeg kan anbefale, at man går ind på Rejseplanen og tjekker, og så selvfølgelig ikke har en alt for stram tidsplan, hvis man skal i lufthavnen. Men der er overhovedet ikke de problemer, vi så i går, fastslår han.
Banedanmark opfordrer passagererne til at benytte sig af S-banen, hvis det er muligt.
Se trafikken til og fra København her
Er du ramt af forsinkelser i dag, så kontakt Ekstra Bladet på mail eller sms 1224@eb.dk (Alm. sms-takst)
