Mens SAS er ved at lægge sidste hånd på den spareplan, der muligvis kan
forhindre en konkurs, sidder bestyrelsesmedlemmerne i andre flyselskaber
formentlig og overvejer, om de som gribbe skal kaste sig over det døende
flyselskab.
Det er dog ikke nemt at overtage et flyselskab som SAS, der er forankret i tre lande, mener Kristian Anders Hvass, der er ph.d og adjunkt på CBS og ekspert i lufttrafik.
- Der er mange fagforeninger, tre lande og tre regeringer at tage hensyn til. Det betyder, at arbejdsprocessen mange gange vil blive tredoblet, siger han til ekstrabladet.dk
En ting er dog næsten sikkert, og det er, at priserne på flybilletter vil falde, hvis SAS går konkurs.
- Så vil der opstå en kamp om ruterne, og det betyder, at priserne bliver presset i bund. Da Sterling gik konkurs så vi, hvordan Transavia, Cimber og Norwegian kæmpede om passagererne med billigere billetter til følge, siger Kristian Asmus Hvass.
