Køen af arbejdsløse unge folkeskolelærere bliver længere og længere. Det viser
nye tal, som Lærernes A-kasse har trukket til Avisen.dk.
I september sidste år var antallet af under 30-årige arbejdsløse cirka 350. I september i år var det tal steget til cirka 750. På bare et år er der altså sket mere end en fordobling.
- Det er katastrofalt. For få år siden tryglede jeg, Kommunernes Landsforening og regeringen de unge om at uddanne sig til lærere, og i dag kan de ikke få et job, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening til Avisen.dk.
Chok-tallene kommer på et tidspunkt, hvor der er politisk fokus på netop ungdomsarbejdsløshed. I finansloven for 2013 er regeringen og Enhedslisten nemlig blevet enige om 'en særlig ungeindsats'.
Aftalen giver 272 millioner kroner til bekæmpelse af arbejdsløshed via jobrotation til de under 30-årige. Midlerne skal fordeles over fem år.
- Vi risikerer at miste en halv generation af lærere, så noget skal der gøres, men vi behøver faktisk ikke at gøre krumspring for at få flere i job.
- Folkeskolen har brug for de nyuddannede lærere, der er, mener formanden for Danmarks Lærerforening.
Selvom ansvaret for folkeskolen er kommunalt, ærgrer det Anders Bondo Christensen, at regeringen ikke nævner den i finansloven for 2013.
- Folkeskolen har i den grad brug for penge. Kommunerne har sparet otte procent af lærerstillingerne væk, mens elevtallet kun er faldet med to procent, siger han.
25-årige Torben Thulstrup er en af mange folkeskolelærere, der er gået fra seminariet og direkte ud i arbejdsløsheden.
- Det er frustrerende at få afslag på afslag. Hver gang er forklaringen, at jeg har for lidt erfaring. Men hvordan skal jeg få erfaring, når jeg bliver fravalgt, spørger han.
