Persondata politik

Sydeuropa forbereder sig på massive protester

Onsdag bliver flere sydeuropæiske lande lammet af generalstrejker og demonstrationer mod økonomiske sparekrav

Seneste i Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.

Få EKSTRA overblik

Grønland - Seneste nyt
 

Store dele af Sydeuropa bliver lammet, når flere millioner mennesker onsdag nedlægger arbejdet og går på gaden i protest mod massearbejdsløshed, sociale nedskæringer og økonomiske sparepakker.

- I nogle lande er folks harme ved at nå et højdepunkt. Vi har brug for akutte løsninger for at få økonomien tilbage på sporet, ikke kvæle den med besparelser, mener generalsekretær Bernadette Segol fra Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS.

- Europas ledere gør forkert i ikke at lytte til vreden fra de mennesker, der går på gaden, skriver hun i en meddelelse.

De store fagforbund i flere sydeuropæiske lande er gået sammen i en historisk fællesaktion, der onsdag vil medføre generalstrejke og massedemonstrationer i lande som Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Malta og Cypern.

I Spanien, som er eurozonens fjerdestørste økonomi, har fagforeninger og aktivister planlagt dusinvis af demonstrationer over store dele af landet.

Nabolandet Portugal ventes ligeledes at holde generalstrejke.

Idéen om en omfattende fællesaktion i hele Sydeuropa opstod i Portugal, hvor utilfredsheden med landets centrumhøjreregering er vokset dramatisk, og hvor der jævnligt har været demonstrationer i flere byer.

- Protesterne er voldsomme og meget betydelige. Kritikken er generel og kommer fra gaden, oppositionen, tidligere politikere og fra regeringen selv, siger politolog Marina Costa Lobo fra universitetet i Lissabon til nyhedsbureauet Reuters.

- Regeringen er under stort pres, konstaterer hun.

Samtidig ventes det, at der onsdag bliver afholdt sympatidemonstrationer i størstedelen af de europæiske hovedstæder.

I Tyskland har fagforeningen DGB indkaldt til protester over hele landet.

- På nuværende tidspunkt er det mest folk i Sydeuropa, der lider under en krise, de ikke er ansvarlige for. Men konsekvenserne vil helt sikkert kunne mærkes i resten af Europa, siger fagforeningen i en meddelelse.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik