Dødsbrand i Bangladesh var påsat

Miserable el-installationer var tilsyneladende ikke årsagen til, at over 100 fabriksarbejdere omkom i lørdags

Weekendens voldsomme brand i en tekstilfabrik i Bangladesh, som kostede 111 mennesker livet, var påsat, viser de foreløbige undersøgelser.

- Vi er kommet frem til den konklusion, at der var tale om sabotage. Vi er i gang med at finde gerningsmændene, og alle vil blive retsforfulgt, siger landets indenrigsminister, Mohiuddin Khan Alamgir.

For anden dag i træk gik tusindvis af vrede arbejdere fra flere af landets fabrikker på gaderne i en demonstration.

De forlanger bedre beskyttelse, efter at branden lørdag aften fangede hundredvis af medarbejdere i den ni etager høje Tazreen Fashion-fabrik, der ligger i udkanten af hovedstaden Dhaka. Flere måtte springe for livet fra de øverste etager.

Landets omkring 4500 tøjfabrikker lukkede tirsdag, hvor arbejderne i stedet kunne sørge over deres kolleger. Weekendens industribrand er den værste i landets historie.

Mange af tekstilfabrikkerne er kendt for at have miserable el-opkoblinger. Kortslutninger har tidligere været skyld i fabriksbrande, men lørdagens flammehav var tilsyneladende ingen ulykke.

Mandag gik der ild i en anden tøjfabrik i udkanten af Bangladesh. Bygningen fik omfattende skader, og redningsmandskabet frygtede, at flere medarbejdere var blevet kvalt i giftig, sort røg. Men alle ansatte slap uskadt fra branden.

Bangladesh er verdens andenstørste eksportør af tøj - kun overgået af Kina. 80 procent af eksporten fra Bangladesh kommer fra beklædningsindustrien.

Weekendens dødsbrand har sat fokus på globale tøjkæder, som får deres tøj syet i Bangladesh, hvor produktionen er billig, men arbejdsforholdene ofte farlige.

Den amerikanske supermarkedsgigant Wal-Mart afviste mandag at have vidst, at kæden fik tøj produceret i den tekstilfabrik, der lørdag brød i brand. Wal-Mart har nu afsluttet samarbejdet med den underleverandør, som fik leveringer fra tøjfabrikken.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen