Persondata politik

Dansk bagmand styrer stort dopingfirma

Fra en millionby i Indien sender danskejet medicinfirma anabole steroider og væksthormon til Danmark

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

Når politi og toldere hvert år konfiskerer hårde dopingstoffer for millioner af kroner ved Danmarks grænser, stammer en markant del af fangsten fra den danske medicinalvirksomhed Alpha-Pharma Healthcare.

Så sent som i oktober beslaglagde Skat 1600 ampuller med væksthormon fra firmaet - som har hovedsæde i den indiske millionby Mumbai - til en værdi på omkring en halv million kroner på det sorte marked, skriver Politiken.

Fangsten af anabole steroider og væksthormon fra det danskejede firma er så omfattende, at myndighederne betragter det som en af de store aktører på det illegale dopingmarked i Nordeuropa.

- Vi kender til firmaer i både Kina og Indien, der producerer doping og sender det til Danmark. Dem efterforsker vi, siger Michael Ask, leder af Rigspolitiets nationale efterforskningscenter (NEC), til Politiken.

Masser af piller
Han må ikke udtale sig konkret om Alpha-Pharma Healthcare, men Politiken erfarer, at virksomheden, drevet af danskeren Jacob Sporon-Fiedler, er i politiets søgelys.

Ordensmagtens mistanke blev blandt andet bestyrket i februar 2010, afslører en kendelse fra retten i Glostrup.

Under en ransagning af bodybuilderen Sten Lorentzens bil og bopæl fandt betjente 120.472 piller og ampuller med hårde dopingstoffer - dele af fangsten var af mærket Alpha-Pharma Healthcare, skriver Politiken.

Samme Sten Lorentzen havde på det tidspunkt en toppost i Jacob Sporon-Fiedlers indiske firma.

I sommeren 2011 stoppede Lorentzen i Alpha-Pharma. Dokumenter fra Indien viser også, at Alpha-Pharmas produkter er godkendt i landet.

Medikamenter med navne som Parabolin, TestoRapid og Induject-250 sælges angiveligt af firmaet til apoteker i Mellemøsten og Sydøstasien. Men produktlisten kan også tilfredsstille dopingmisbrugere i den vestlige verden - herunder Danmark.

- I hvert fald er alle deres produkter enten anabole steroider og væksthormoner, der bygger muskler op, eller stoffer, der bekæmper bivirkninger ved misbrug af steroider, siger Lone Hansen til Politiken.

Hun er direktør i Anti Doping Danmark, der rådgiver Skat og politiet, når de henvender sig i forbindelse med dopingsager - det har de gjort flere gange om Alpha-Pharma.

Al handel med og import af dopingmidler er ulovligt i Danmark og kan give op til to års fængsel.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik