Persondata politik

Overdoser slår rekord mange ihjel

Aldrig er så mange danskere døde af deres narkomisbrug. Sundhedsministeren håber på fixerum og genoplivningsudstyr. Ekspert efterlyser akut hjælp i nattelivet

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere
Nyheder
Bliv opdateret med de seneste nyheder direkte i din indbakke. Du får det daglige overblik inden frokost.
Grønland - Seneste nyt
 

De dør af forgiftninger og overdoser. Nogle med en nål i armen - hos andre suser en blanding af feststoffer, alkohol og metadon rundt i kroppen.

285 danskere døde sidste år af deres narkomisbrug, og det er det højeste antal nogensinde, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen.

- Det er sørgeligt, at vi oplever en stigning. For hvert eneste dødsfald er et for meget, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Hun håber, at fixerummet på Vesterbro i København, som åbnede i efteråret, og de fixerum, der er på vej i Aarhus og Odense, vil nedbringe antallet af døde.

- Samtidig har vi sat penge af til projekter i de største byer, hvor udvalgte stofmisbrugere får udleveret akutpakker, siger ministeren.

Pakkerne, som er afprøvet i København, indeholder udstyr til genoplivning og skal bruges, indtil ambulancen når frem.

Men de tiltag er langtfra nok, siger overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom, Hvidovre Hospital. Blandt de døde er cirka hver femte under 30 år.

- De sidder ikke og stikker sig på gaden, men fyrer den af på diskoteker og klubber, og skal dødstallet nedbringes, skal der også sætte ind i der. Hver eneste uge er der en ung, som dør, siger Henrik Rindom.

Stigningen skyldes blandt andet, at der alene i Region Syddanmark døde 90 misbrugere.

Mens antallet er nogenlunde stabilt i de øvrige regioner, og endda lidt faldende i Københavns Kommune, så stiger det i regionen, der blandt andet tæller Odense, Esbjerg og Vejle.

Overlæge Inge Birkemose, Behandlingscenter Odense, har ingen nærmere forklaring.

- Men vi ved, at stofferne bliver stærkere. Samtidig har vi en stor gruppe ældre misbrugere, som er mere syge og skrøbelige, siger hun.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, siger, at hun havde håbet, at de indsatser, som er gjort i København, ville have smittet af på resten af landet.

- Det er skuffende, at det ikke er sket. Kommunerne må spørge sig selv, om deres indsats er god nok, siger hun.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik