CIA-boss efter affære: Jeg fortryder alt

David Petraeus' kone gennem 38 år er mildt sagt rasende og skuffet over mandens utroskab, siger nær ven

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Den tidligere chef for den amerikanske efterretningstjeneste CIA David Petraeus fortryder dybt sit sidespring, der har kostet ham den magtfulde post.

Fredag valgte den forhenværende firestjernede general at trække sig som CIA-chef efter en månedlang affære. Hans nære ven og tidligere talsmand Steve Boylan har i weekenden talt med 60-årige Petraeus, som skammer sig over sagen.

- Han fortryder på så mange punkter, hvad han har gjort. Jeg tror ikke rigtig, at nogen kan forestille sig, hvordan sagen har påvirket ham selv, hans familie og til en vis grad hele landet, siger Steve Boylan.

- Han fortryder sin dårlige dømmekraft og mangel på disciplin, tilføjer den tidligere talsmand.

Både Petraeus og hans familie er ifølge Boylan knust over affæren. Før CIA-bossen overraskende gik til præsidenten med sin afskedsbegæring i sidste uge, havde han fortalt sin kone om sidespringet.

- At sige, at hun er skuffet og rasende, vil nok være en stor underdrivelse, lyder det fra Boylan.

Petraeus og konen Holly har været gift i 38 år, og parret har to voksne børn.

Petraeus, der flere gange har været bragt i spil som præsidentkandidat, blev udnævnt som CIA-chef af præsident Barack Obama i september 2011 efter kun et år som leder for de amerikanske og internationale Isaf-styrker i Afghanistan.

Dermed lagde han endegyldigt uniformen efter en militærkarriere på 37 år, som havde bragt ham til Haiti på FN-fredsmission, til Kuwait i kølvandet på den første Golfkrig, til Bosnien som ekspert i terrorbekæmpelse og senest til Irak og Afghanistan.

Ifølge Boylan begyndte Petraeus affæren med forfatteren Paula Broadwell omkring to måneder efter, at han blev chef for CIA. Broadwell har skrevet en bog om Petraeus. Utroskabet stod på i cirka et halvt år.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Mikkel Selin
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen