Obama skal løse enorm krise inden nytår

USA glider ud over den økonomiske afgrund, medmindre præsidenten og Kongressen gør noget ved den enorme gæld

  • (Foto: AP)
(Foto: AP)
1 af 1

Seneste Nyheder

Hent flere

Mest læste i Nyheder

Hent flere

Få EKSTRA overblik

Hent flere
Grønland - Seneste nyt
 

USA falder ud over den økonomiske afgrund til nytår, medmindre den genvalgte præsident, Barack Obama, i en fart bliver enig med Kongressen om en plan.

Hvis ikke de opnår en aftale i løbet af de næste uger om at nedbringe USA's gæld på 16.000 milliarder dollar, vil en kombination af skattestigninger og drastiske automatiske besparelser træde i kraft.

Det vil sænke USA's samlede økonomi fire til fem procent, fordi den hjemlige efterspørgsel vil falde brat.

Derfor er næsten alle amerikanske aviser og tv-nyhedsudsendelser efter valget optaget af dette ene spørgsmål: "The fiscal cliff" - den økonomiske afgrund - og det er alvor.

I sin sejrstale lovede Obama at gøre et nyt forsøg på at nå en aftale, og han har allerede ringet til flere republikanske kongresledere.

En anonym kilde i Det Hvide Hus siger til nyhedsbureauet AFP:

- Præsidenten har gentaget, at han er opsat for at finde tværpolitiske løsninger for at reducere vores budgetunderskud på en afbalanceret måde, skære i skatterne for middelklassefamilier og mindre virksomheder samt skabe job.

Obama har ellers de sidste to år ikke kunnet samarbejde om den økonomiske politik med Republikanerne, der fortsat har flertallet i Repræsentanternes Hus. Den ideologiske kløft har simpelthen været for dyb.

Præsidenten vil have højere skatter for de rigeste amerikanere, mens Republikanerne vil sænke skatterne med 20 procent.

Den republikanske leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, har efter sin samtale med Obama svaret i en forsonlig tone, men lover ingenting.

Flere medier gætter på, at Obama vil vente med at foretage en regeringsrokade, indtil problemet er løst, da finansminister Timothy Geithner og forsvarsminister Leon Panetta, som begge står til at ryge ud, spiller en nøglerolle i budgetslagsmålet.

USA har i alt for mange år fået for lidt ind i skat, brugt for mange penge og engageret sig i to enormt kostbare krige i Irak og Afghanistan for lånte penge.

Verdens største økonomi har for øjeblikket en vækst på cirka to procent. Skulle den falde op mod fem procent næste år, som der nu er udsigt til, havner landet i en dyb recession.

En sådan udvikling vil trække den øvrige verden med sig, også Danmark.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mette Fleckner Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik