Bruger Danmark som bombemål i pr-video

Det danske firma Terma, der leverer udstyr til våbenindustrien, er en af afsenderne af pr-video, hvor Jylland skal skydes i sænk med missiler

Se videoen over artiklen

--------------

Fredelige områder som Silkeborg og Djursland bliver i en ny reklamevideo udsat for et storstilet missilangreb af et mellemøstligt regime, formentlig Iran.

Danske Terma, der producerer overvågningsløsninger til forsvarsindustrien, er sammen med den amerikanske våbengigant Lockheed Martin afsender af videoen, hvori Danmark bruges som fiktivt mål for en fjendtlig styrke.

Videoen er en reklame for et missilskjold, Lockheed Martin står bag - 'Integrated Air and Missile Defense' (IAMD). Danske Terma producerer kommando- og kontrolsystemer, der indgår i IAMD-systemerne, og begge firmanavne indgår derfor i den opsigtsvækkende video, der kan ses på internettet.

I videoen udfører en fjendtlig styrke i Mellemøsten - 'red force' - et uprovokeret angreb på lande i Europa. Tydeligst er angrebet på Danmark, hvor missilerne har retning mod en række jyske byer.

Til alt held er Danmark beskyttet af en missilskjold-løsning fra Lockheed Martin, og de fjendtlige missiler skydes ned et efter et af luftværnsraketter afsendt fra både landinstallationer og krigsskibe.

Lockheed Martin har produceret reklamevideoen, og Terma har leveret skærmbilleder til den.

Kasper Rasmussen, der er kommunikationsdirektør i Terma, mener ikke, videoen er et udtryk for dårlig smag.

- Hvorfor har I lige valgt Danmark som et mål for et fjendtligt angreb?

- Vi har ikke været med til at producere filmen, så derfor kan man ikke sige, at vi i Terma har valgt Danmark. Jeg tror, det er en tilfældighed.

- Der er mange oplagte angrebssteder for et missilangreb fra Mellemøsten, men lige Danmark?

- Jeg kan simpelthen ikke svar dig på det, for jeg ved det ikke.

- Men du vedkender, at I er en af afsenderne af videoen?

- Vores navn figurerer i videoen, fordi vi har et samarbejde med Lockheed Martin.

- Kan du forstå, hvis nogen synes, det er smagsløst at bruge Danmark som mål for et missilangreb i en video, hvor et dansk firma er afsender?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg tror som sagt, det er en tilfældighed, at Danmark er kommet med i videoen. Og det er blot en illustration af, hvordan sådan noget kunne ske, siger Kasper Rasmussen.

I videoen indgår også et krigsskib, der til forveksling ligner de nye danske fregatter af Iver Huitfelt-klassen. Skibene er udstyret med multi-missil affyringsramper fra Lockheed Martin.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen